Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner Jane Maria Petersen arbejder på en separatudstilling med titlen Fori imperiali til Clausens Kunsthandel i København.

Fori imperiali tager afsæt i et arbejdsophold, som Jane Maria var på i 2012 på Det Danske Institut i Rom. Her har hun blandt andet arbejdet med kobberplader. I Grafikværkstedet på SVK arbejder hun videre på disse, samt på en række nye kobberplader. Hun bearbejder dem med forskellige ætseteknikker, især blødgrund og hårdgrund, og trykker pladerne i flere stadier. Det bliver til ca.25 plader i varierende formater.

Jane Maria arbejder procesbetonet med sin motivkreds og de emner, der optager hende. Grafikværkstedet på SVK er særlig gunstigt for hendes arbejdsproces, fordi der her rent fysisk er plads til at udfolde større værkserier.

Jane Marias motivkreds afspejler både hendes interesse for ”andre dimensioner” og en ikke-hierarkisk tilgang til kunsthistorien. Kejser Konstantin, Paven, Gjøltrolden (oprindeligt et stykke dansk kunsthåndværk fra 1930’erne men bedst kendt som plastikdukke med langt strittende syntetisk hår) og Steven Spielbergs fiktive alien E.T. figur, er alle at finde på kobbertrykkene. De på hver deres vis velkendte portrætter sammenstilles somme tider med tekststykker, og begge komponenter dekonstrueres i mere eller mindre grad. Tilsammen udgør de et mytisk univers med lige vægt på det faktiske og det fiktive.

På udstillingen i Clausens Kunsthandel viser Jane Maria, ud over kobbertryk, tegning, skulptur, video og broderi.