Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedhugger Kristian Dahlgaard har for mange år siden skabt en byggesten – en slags legoklods, som han bygger sine skulpturer op af. Den har otte kanter og kan sættes sammen på utallige måder. En rombelignende figur med mål fra en skabelon, som altid ligger i SVKs metalværksted, og som kun må bruges af Kristian Dahlgaard, danner udgangspunktet.

Hans uniforme skulptur er svejset sammen af hundreder af disse figurer dvs. over 1000 stykker rustfrit stål. Når den specifikke byggeklods sættes sammen, dannes der her og der en cirkulær ottekant – eller det vil sige næsten. Den kan nemlig lige præcis ikke nå hele vejen rundt.

”Min skulptur er dybt kaotisk i sin form. Den næsten perfekte ottekant, som opstår flere steder, bevirker at figuren dekonstruerer sig selv, fordi de to punkter kun næsten mødes. Den kan fortsætte ud i det uendelige og bliver aldrig hel. Der hvor byggeklodserne slutter, vil jeg tilsætte en ekstra forlængelse, så skulpturen kommer til at stritte ud til alle sider som om den havde hår på. Den skal sidenhen pulverlakeres i en rosa metallic”.

Skulpturen er tiltænkt en udendørs udstilling på Huset i Asnæs. Det åbne udtryk vil danne en form for meditativ glæde hos beskueren, der kan finde nye dybder og figurer ud i det uendelige.