Den amerikanske kunstner Tom Fruins ophold på Statens Værksteder havde til formål at skabe et hus af stål og pleksiglas, som skal danne rammen om performancegruppen CoreActs forestilling ”Undgåelsens Bevægelighed”. Huset har fået titlen ”Kolonihavehus” og er blandt andet inspireret af drivhusets form, kolonihavehuskulturens fællesskab og den skandinaviske arkitekturs detaljerigdom.
STEMNING OG OPLEVELSE
Den danske performancegruppe CoreAct står bag initiativet til projektet. De arbejdede på en forestilling om konsekvenserne af at vælge og ikke vælge, og har inviteret Tom Fruin til at producere dette hus, hvori forestillingerne foregår i efteråret 2010. Midt i København, nærmere bestemt foran den Sorte Diamant, blander CoreAct konkret poesi af Vagn Steen, lyd af Astrid Lomholt og lys af Nuno Neto med performance. Som med alle internationale kunstnere, som modtager ophold i Statens Værksteder for Kunst, er projektets tilknytning til Danmark et krav.
Materialerne til projektet stammer fra en nedlagt fabrik i København, som producerede inventar af pleksiglas. Det betød, at Tom Fruin og hans medhjælpere måtte forholde sig til stykkernes størrelse og farve som noget givent. Det kunne der ikke laves om på. Tom Fruin ønskede at skabe et samlet helhedsindtryk af farver og størrelser, men samtidig at skabe visuelt interessante detaljer overalt på huset, for at vække betragterens lyst til at gå på opdagelse hele vejen rundt om huset. Løsningen blev at lave sorte metalrammer til hvert enkelt stykke pleksiglas, og derefter samle alle rammerne til vægge og lofter i det lille hus, som måler ca. 25 kvadratmeter.
Lyden til forestillingen er baseret på optagelser, som lydkunstner Astrid Lomholt har lavet på SVK, og som siden er blevet bearbejdet. Genbrug og transformation af materialer gennemsyrer dette projekt.
DETALJER SKABER OPMÆRKSOMHED
Grundskellettet i huset er en sort metalramme i en simpel, genkendelig husform. Rammerne er svejset sammen, så der opstår niveauforskelle og reliefvirkninger overalt. Enkelte steder er der brugt ekstra smårester i kanterne eller til at skabe mindre kompositioner inden for en enkelt ramme. Der er brugt forskellige størrelser vinkeljern til at skabe de forskellige rammer for at give selve overfladen en variation. Alle disse tilpasninger og detaljer sigter til at vække beskuerens interesse. Beskueren må meget gerne se på huset og opdage, at der ligger mange timers arbejde i konstruktionen. I at trække og skubbe på hver enkelt ramme, så fladen bliver irregulær, men dog en del af en overordnet struktur. Dermed bliver oplevelsen af huset udefra og i dagslys markant anderledes end den, publikum får inde fra under en performance.
Som man kan se på billederne ovenfor, spiller pleksiglassets farve og transperans sammen med både dagslyset og scenelyset på hver sin måde. Om dagen kan forbipasserende granske konstruktionen og samspillet med omgivelserne, og om aftenen vil huset komme til live i forestillingerne (forestillingen spiller både dag og aften).
Tom Fruin håber, at publikum oplever huset som et indbydende miljø, hvor ca. 15 personer tæt sammen kan dele en stærk oplevelse. Ideen om at genbruge materialer og skabe et fællesskab om produktionen af værket har været medvirkende til husets titel ’Kolonihavehus’. Under opholdet på SVK har Tom boet i et kolonihavehus på Bryggen, og her har han og hans hjælpere oplevet fællesskabet ved at få hjemmedyrkede tomater af naboen, men også husenes ydmyge konstruktioner, som bedst egner sig til sommerdagene. I kolonihaverne hjælper man hinanden og indretningen af huse og haver beror ofte på det forhåndenværende søms princip. Disse to, fællesskabet og de givne materialer, har været en god metafor for arbejdet med huset. Og Tom Fruin håber, at huset også i fremtiden kommer til at danne ramme om sociale interaktioner. Sammen med CoreAct håber han på at forestillingen kommer rundt i Europa på turne.
Huset er konstrueret, så det kan skilles ad og sendes til USA, hvor dets liv forhåbentlig vil fortsætte i både urbane og landskabelige omgivelser.
