Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Forud for opholdet på Statens Værksteder var arkitekten Simon Hjermind Jensen på et tredages keramikkursus, som gav ham viden til at udvikle en porcelænlampeskærm på eget værksted. Siden har han eksperimenteret med at udvikle et stativ, der i samspil med porcelænskærmen bliver til en bordlampe, som han selv kan producere og forhandle.

Simon har fremstillet lampeskærmen i to forskellige størrelser på henholdsvis 14 cm og 18 cm og arbejder derfor på to forskellige skeletter, bestående af akrylplader og metal-eger. Fordi bordlampen er tænkt til egenproduktion, har Simon søgt at gøre konstruktionen så enkel og konceptuelt klar som muligt. Mantraet for både materialevalg og teknik har været ”keep it simple”:

Det er meget nemmere at bruge genstande, der allerede er produceret. Man springer et mellemled over, siger Simon.

Af samme årsag har han brugt præfabrikerede cykel-eger til konstruktionens ben. Egerne er klippet af i en passende længde og har fået tilføjet et lille aluminiumrør, for at give en fin afslutning. Egerne blev i første omgang fæstnet i en akrylplade med gevind og møtrik, men da det viste sig besværligt i længden, gik Simon over til at klippe gevindet af og blot fastgøre hvert ben i et hul i akrylpladen med en klat lim. Ved at vælge lettilgængelige materialer og -metoder holdes omkostningerne nede, så projektet har en god chance for en sund økonomi.

Eksperimenter på CNC-maskinen
Simon har først og fremmest brugt tiden på SVK på at eksperimentere med det sæt akrylplader, der, sammen med de afklippede cykel-eger, udgør skelettet, hvorpå porcelænskærmen hviler.

Pladerne har han fræset på træværkstedets CNC-maskine. Det har krævet et par forsøg at ramme den helt rigtige hastighed, da akrylet kan smelte og lave grimme kanter, hvis det fræses ved for høj hastighed.

Udover at finde frem til formen på akrylstykkerne har Simon været særlig optaget af at finde en løsning, hvorpå han kan skjule akryl-ringens skygge, der kastes når lampen tændes. Dette kan eventuelt løses ved at skifte til en anden type akryl og er et eksperiment, der fortsætter efter Simons ophold på træværkstedet.

Næste skridt er at arbejde med ledningen, som Simon ønsker at coate med teknikken flocking for at integrere ledningen i lampens samlede udseende.