Hop til indholdet.

Projekt

Udsmykning til FN Byen

2015 / Billedkunst

Mar. 2015

Billedkunstner Mie Mørkeberg arbejder i atelieret Store Formater på en kolossal frise til FN Byen. Projektet er en bestillingsopgave på et stort oliemaleri i formatet 7 x 3 meter til udsmykning af hovedindgangen til FNs nye bygninger i Københavns Nordhavn.

Mar. 2015

Mie er gået vanligt til værks i sin arbejdsproces på SVK. Som udgangspunkt påbegynder hun altid sine malerier med samme påføringsteknik og dette projekt er ingen undtagelse. De første penselstrøg har til formål at ligge som baggrund for resten af billedet. Hun anvender aldrig det rene lærred som baggrund, men maler en bund, selv hvis hun ønsker at arbejde med en hvid bundfarve.
Til denne enorme frise har hun valgt en blå bundfarve. Hun startede med at male et lag af blå oliemaling, for derefter at skrabe det af igen. Den proces gentager hun indtil hun har opnået en nuanceret og nærmest transparent blå baggrund, der fungerer som byggestenen for resten af billedet og dermed en vigtig del af den overordnede komposition. Bundfarven har desuden den funktion, at hvis Mie senere i processen beslutter sig for at fjerne et eller flere af de figurative elementer i billedet, så vil den blå baggrund hele tiden være at finde lige bagved.

“Jeg ser det altid som et landskab, hvor noget vokser ud. For mig er det en god måde at starte ud og komme ind i billedet på. Når jeg arbejder med den blå baggrund starter tankevirksomheden og jeg begynder at få en fornemmelse af, hvor alting skal være.”

Fordi Mie arbejder på et værk i så stort et format, har hun forud for selve værket, malet en skitse af det færdige motiv. Skitsen i sig selv måler 2,33 x 1 meter og blev godkendt af FN forud for opholdet på SVK. Skitsen tjener nu det formål at være inspiration og rettesnor for det store værk.
Hun oplever undervejs i processen, at det kan være udfordrende at overføre elementer fra én størrelsesorden til en anden. Hun får mulighed for at fremmane flere nye abstraktioner, når eksempelvis himlen i midterfeltet skaleres op og dermed skaber en større tom flade i midten af billedet end det gør på skitsen. Ligeledes har hun erfaret, at et simpelt penselstrøg skal påføres flere gange for at imitere ét enkelt strøg, da det ellers syner for smalt i det store format.
Til skitsen har hun anvendt både olie- og akrylmaling. Hun forklarer, at akrylmaling kan trækkes af, når det har tørret ovenpå olien, og det efterlader nogle aftryk og spor som hun godt kan lide. Men til det store værk har hun indtil videre udelukkende arbejdet med oliemaling.
For at kunne overskue den store overflade og de mange figurative motiver, har hun både skitsen stående på gulvet ved siden af og forstørret op af en projektor. Ved brug af projektoren kan hun placere de mange elementer i samme afstandsforhold som på skitsen, hvilket kræver mange ture frem og tilbage mellem projektor og lærred, samt op og ned ad stilladset.

Mie har tre måneder på SVK til at færdiggøre det store værk til FN-Byen, før det skal tørre i ti dage, rulles sammen og transporteres til Nordhavn, hvor det vil blive spændt op på en blændramme og pryde den store tomme væg i FN Byen.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260