Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I det store atelier på øverste etage arbejder Karin Birgitte Lund på en serie værker, som skal forskønne 5. sal i Radiohuset på Frederiksberg. Ud fra nære detaljer, hun har fundet i danske kirkeudsmykninger, danner hun nye kompositioner og abstrakte mønstre på papiret.

Planter, som slynger sig ind i hinanden, en hests højre bagben og en brusende konkylie. Forskellige figurer dukker frem fra de værker, som grafiker og tegner Karin Birgitte Lund er ved at skabe i atelieret på SVKs øverste etage. De har deres oprindelse i danske kirker rundt om i landet, i kirkernes kalkmalerier, hvorfra Karin har plukket nøje udvalgte detaljer, som hun har fotograferet og giver nyt liv i sine egne kompositioner.

Værkerne, som er skabt ved en blanding af digitale print og tegning på papir, skal udsmykke 5. sal i Radiohuset på Frederiksberg. Arbejdet må derfor udføres med respekt for Vilhelm Lauritzens arkitektur og de mange detaljer – gelændere, lamper og håndtag – som arkitekten designede til interiøret, og med forståelse for bygningens funktion som tidligere Radiohus og nuværende hjem for bl.a. Musikkonservatoriet, og på 5. sal: Dacapo Records, EDITION·S og Suzuki Instituttet.

Jeg kunne godt have fundet detaljer af musikinstrumenter og basunpillende engle, for dem er der massere af i kalkmalerierne, men det blev på en eller anden måde for oplagt. Alligevel synes jeg, at kompositionerne er meget musikalske med organiske former som klange, der bevæger sig, bliver svagere og så stærkere igen. Ligesom et stykke musik.”

Fortiden og nutid
Inspiration og forlæg til nye værker finder Karin overalt. Tidligere eksempler inkluderer en stænkklap på en asfaltmaskine, fundet på vejen foran hendes hus; byrummets slidte vægge og helt nære detaljer fra rytterstatuen af Kejser Marcus Aurelius på Kapitol i Rom. Sidstnævnte repræsenterer en anden tråd i Karins arbejde, nemlig glæden ved fortiden og de billeder og genstande, den efterlader til os. Danmarks og Nordens fortid fik hun muligheden for at dykke ned i, da hun i 2015 fik til opgave at tegne 40 tegninger til 40 nyoversatte islændinge sagaer i en stor bogudgivelse. Det var en anledning til at tage rundt i Danmark og fotografere de danske kirkeudsmykningernes mange mønstre og motiver, og det er dem hun nu tager frem igen. Interessen for de gamle kalkmalerier, fortæller Karin, er også en interesse for den forandring, de undergår, og de synlige spor tiden sætter i dem.

Kalkmalerier er spændende, fordi motivet forsvinder med tiden, og det tilføjer nye dimensioner til billedet. Lyset tager noget af motivet, og der kommer nye former til. Det kan være et helt andet billede end da det lige blev malet. Ofte er et friskmalet billede ikke lige så interessant, for det sker noget spændende, når det begynder at gå i opløsning.”

Karins egne kompositioner synes på mange måder at afspejle denne proces. I værkerne bearbejder hun de oprindelige forlæg, så figurerne opløses og nye, abstrakte mønstre opstår. Men et sted derinde ligger de stadig. Karin selv taler om ”fikserbilleder”, som de billeder, der ikke er synlige ved første øjekast, men manifesterer sig, hvis man kigger længe nok.

Nye og gamle processer
Når Karin anvender fotografi i sin proces, har det dels en helt praktisk årsag, for som hun selv siger: ”Jeg finder mine motiver de mærkeligste steder, så jeg kan sjældent bare sætte mig og tegne dem”. I forbindelse med udsmykningsopgaven til Radiohuset har Karin bragt fotografiet hele vejen med ind i værket. Fotografierne har hun behandlet i Photoshop, inden de er blevet printet på store ark kvalitetspapir, hvor de danner grundlag for en videre bearbejdning med farveblyant og guache. Går man helt tæt på, ser man de små, korte streger, som Karin påfører med farveblyanten – en skraveringsteknik, der vidner om hendes mangeårige arbejde med grafiske teknikker.

Selvom jeg normalt tegner med blyanter, som man har gjort i århundreder, så synes jeg denne gang, der var noget interessant ved at kombinere nutidens teknikker med de gamle. Først griber jeg ind i fotografierne digitalt, og så bruger jeg farveblyanter og guache til i hånden at farve, fjerne, fremhæve og stramme op. Så motivet opstår, mens jeg arbejder. Her dukker alle mønstrene op.”

Når Karins værker skal ind og hænge i Radiohuset, vil hun gerne sikre sig, at de kan holde til at være der i mange år. Hun har derfor søgt råd hos en konservator, så hun er sikker på, at de installeres på den rigtige måde og ikke tager skade med tiden. Når man arbejder med tegnemediet og på papir, er der mange forholdsregler, der skal tages, for værkerne er skrøbelige og bliver let påvirket er ydre omstændigheder. I Det Kgl. Biblioteks konserveringsafdeling har hun desuden fået taget prøver af nogle af sine værker for at få undersøgt, hvordan de materialer, hun arbejder i, vil holde sig i eftertiden. Der bruger de en teknik, der hedder Microfade, hvor en særlig maskine sender en lille, men intens lysstråle ned på værket og herigennem analyserer holdbarheden af de forskellige materialer. Heldigvis fik Karin at vide, at de farver, hun anvender, ikke vil ændre sig i nogen overskuelig fremtid.