Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Kristina Bengtsson arbejder på et projekt, som aktualiserer arkitekt Le Corbusier med bl.a. værkerne ”La Maison du Fada” og ”Concrete Head”.

Feb. 2015

Kristina Bengtsson arbejder på de to værker Maison du Fada og Concrete Head, som er en del af projektet “Architectural Belly” og  ”Tysta Språket”.

I træværkstedet udfører Kristina værket Maison du Fada – en skulpturel trærammekonstruktion med fotografier, som hun selv har taget. Skulpturen skal fungere både som en traditionel ramme til fotografierne og som en skulptur, der stilmæssigt afspejler modernistisk indretningsdesign.

Kristina udfører rammerne i materialet ’sapele’ – en afrikansk træsort fra maghonifamilien. Træsorten minder om modernistisk indretningsdesign, fordi den har samme varme tone som mahogni. Generelt set har Kristinas materialevalg sit udspring i Le Corbusiers bygning ”Cité Radieuse”, som ligger i Marseille, Frankrig. Materialerne træ, metal og beton refererer til 40-50’ernes modernisme.

Fotografierne er taget på toppen af netop Cité Radieuse. Skjolder og pletter på tagets betongulv er fotografiernes motiv, og samtidig med at de er helt konkrete affotograferinger af bygningen, fremstår de abstrakte i deres udtryk.

”Hvis det regnede på taget dagen efter, ville motivet se anderledes ud. Derfor indfanger fotografierne et midlertidigt udtryk – et motiv som forgår.”

Cité Radieuse er et af modernismens ikoniske bygninger og er opført i béton brut. Le Corbusier er en omdiskuteret arkitekt, men den fotografiske dokumentation, som findes af hans bygninger, siger ingenting om, hvordan det faktisk føles at befinde sig i dem. Ved at integrere fotografierne i en rammestruktur, som trækker referencer til modernistisk indretningsdesign, skærpes en spænding mellem fotografiet og formen, hvor formen er det konkrete og fotografiet det abstrakte.

Den anden del af værket, som Kristina arbejder på i træværkstedet hedder Concrete Head. Det er en betonskulptur som består af fem dele, som kan sættes sammen og separeres. Modellen er en kasseret træhat fra en hattermager. Den skal støbes i 30 eksemplarer og installeres i forskellige konstellationer.

Værkerne skal udstilles på Danske Grafikeres Hus i maj 2015 og på en soloudstilling på Breadfield i Malmø i 2016.