Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Store Formater arbejder Veo Friis sammen med billedkunstner, Mikael Thejll, på en totalinstallation til en fælles udstilling ved Møstingshus i januar 2016.

Veo & Mikael har i deres kommende udstilling i Møstingshus taget udgangspunkt i stedets kompakte og symmetriske udstillingsrum. Her vil de etablere en indre skalvægskonstruktion, der løber parallelt med de eksisterende vægge. For yderligere at understrege symmetrien i rummene bliver den skalvæg, der installeres parallelt med skillevæggen i det største rum i Møstingshus rykket ca. 2m ind i rummet, hvormed de skaber to nye smalle rum overfor hinanden, der skal fungere som passagerum, og hvor der vil blive vist et fælles videoprojekt.

Skalvægskonstruktionen som membran danner en fælles ramme for udstillingen, men Veo & Mikael forholder sig forskelligt til denne. Hvor Mikael fastholder skalvæggenes indsnævrende karakter og arbejder med trådnettets adskillende virkning i store billedtapeter, udvider Veo rummet med anvendelse af semitransparente akrylplader, samt spejle. Udstillingstitlen er ”Genspejls Skær og Skygge Fald”.

I Store Formater udvikler de projektet sammen. I det store atelier har de haft mulighed for at udvikle nye værker hver for sig, men i løbende dialog med hinanden. Størstedelen af arbejdstiden foregår i Store Formater, hvor de har mulighed for at arbejde med værkerne 1:1. Det giver dem mulighed for at afprøve forskellige ideer – have det store overblik og undersøge de mindste deltaljer. Hvor transparente skal akrylpladerne være? Hvordan skal belysningen være på det opstillede vægge? Printenes udseende og størrelse? Bearbejdning og patinering af bronze etc. Det er konstante undersøgelser af materialer og deres betydning for det endelige udtryk. Derudover arbejder de på delelementer rundt omkring på de forskellige værksteder. Mikael har arbejdet på træ- og it-værkstedet, mens Veo har arbejdet på metal-, træ- og it-værkstedet. I deres værker har de arbejdet med så forskellige materialer såsom bronze, akryl, træ, pels, jern, salt, papbægre, lavasten, lyd, tæppe, print og video.

Udstillingen åbner d. 8. januar 2016. Men allerede den. 21 dec. går de i gang med opsætningen, idet arbejdet med totalinstallation er så omfattende, at de må bruge juleferien til at opbygge udstillingen.