Hop til indholdet.

Projekt

To see a triangle is to speak of corners. To see green is to speak of volume. To see geometry is to speak of lines.

2015 / Billedkunst

Amalie Jakobsen arbejder med installationer af store latexbånd, der udspændes til præcise geometriske former ved hjælp af stål og magneter.

Nov. 2015

Amalie arbejder frem mod en udstilling hos Gether Contemporary. I metalværkstedet producerer hun 12 metalbarrer, der skal indgå i et værk bestående af tre skulpturer. Skulpturerne er formet i latex, der som en stor elastik udspændes i rummet ved hjælp af metalbarrerne i en kryds-form. Metalbarrerne er bygget op af tre flader i rustfrit stål, der svejses sammen til en trekantet bar. Disse barrer monteres med stærke magneter og kan klikkes på en stålskinne, der sidder fast på vægge, gulve og lofter. Det er essentielt, at barrerne skabes i de helt rigtige vinkler, da de dikterer værkets udtryk – hvis de ændres, har det betydning for linjerne i latexet. Amalie arbejder med proportioner, skala og volumen, og værket er udviklet således, at krydset mødes i midten af rummet. Derved er værket med til at definere forholdet mellem højden og midten af gallerirummet.

Valget af materialer bunder i metallets og latexets indbyrdes påvirkning af hinanden. Metal udstråler en hårdhed og holdbarhed, og disse associationer påvirker opfattelsen af latexet. På samme måde bidrager latexet til en fornemmelse af vægt og tyngde i metalbarrerne. I værket kan beskueren fornemme tyngdekraften og spændet – kraften i metallet, der hiver latexet fra hinanden.

Desuden arbejder Amalie på et andet værk til udstillingen, som hun får produceret andetsteds. Dette drejer sig om 5 forme i 12 mm. sandblæst, hvid akryl. Formene skal hænges på galleriets endevæg i en 45 graders vinkel med en meter imellem. Værket udfordrer forholdet mellem form, krop og bevægelse. Det er ikke er muligt at afkode og overskue alle formene på samme tid, så beskueren må bevæge sig langs formene og se dem én ad gangen: ”Det ene værk genskaber det andet, men som et minde om det første”. Formene skabes i hvid akryl og blender ind i galleriets hvide vægge. Beskueren udfordres dermed på sin måde at se, hvilket er et emne, som Amalie finder meget interessant. Grænsen mellem form og væg ændres alt efter beskuerens ståsted, og værket bliver således en undersøgelse af perceptionen. Amalie forsøger at skabe værkerne, så de får en direkte effekt på, hvordan de besøgende ser og bevæger sig rundt i galleriet – spørgsmålet er ikke blot hvad, men i høj grad hvordan, der ses.

Sociale og kulturelle koder
Amalie arbejder med form, sociale koder og perception, og ønsker at rense værkerne for alle konkrete manifestationer.

Hun benytter sig af ubevidste, sociale handlingsmønstre til at guide beskueren rundt i udstillingsrummet – hvis hun ønsker, at beskueren skal gå gennem værket, giver hun åbningen i værket samme mål som en dør. Eller, hvis de skal opholde sig i længere tid, anvender hun målene for en korridor eller et lille rum. Dette er simple, men præcise greb, der udnytter ubevidste, sociale koder til at påvirke beskuerens bevægelse i galleriet.

Generelt er Amalie optaget af kulturelle koder og særligt, hvordan sproget er determinerende for kulturel klassificering og begrebsdannelse. Af denne grund har hun valgt ikke at navngive sine værker. Værkerne – formen og farven – kan ræsonnere i egen ret.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260