Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Store Formater arbejder billedkunstner Ann Louise Overgaard på en tre meter høj installation, der skal vises på gruppeudstillingen ”Græsset er Altid Grønnere”. Udstillingen starter på Centre of Modern Art i Portugal og fortsætter derefter til Wien og Roskilde.

Værket er en undersøgelse af rums performative og taktile potentialer, og lægger i forlængelse af Ann Louises interesse for menneskets fysiske og psykiske perception af virkeligheden.

Ann Louise har konstrueret installationen, så oplevelsen af værket ikke er entydig, men vil afhænge af beskuerens perspektiv og navigering rundt i rummene.

Installationen består af fire indbyrdes forbundne rum med hver sine særlige taktile og rumlige karakteristika. Udefra er installationen en skulptur, der består af 3 kuber. Ann Louise beklæder kuberne med fliseklæb, så det ligner, at de er lavet af beton.

For at komme ind i installationen skal man igennem en smal sprække i den ene kube.

Det første rum man møder, maler Ann Louise lyserødt. Rummet bliver beklædt med gulvtæppe og dekoreret med stuk. Herfra er det muligt at træde ind i tre andre rum. Rummet til højre konstruerer Ann Louise som en lang lavloftet gang, hvis vægge, gulv og loft hun beklæder med jord. Rummet ligefrem består af en stor kvadratisk kasse, hvis gulv, vægge og loft Ann Louise giver træbeskyttelse og lak for at imitere mahogni. Rummet til venstre er en lang, buet gang, bestående af sammensatte, hvide træbuer i varierende højde.

En væsentlig konstruktionsmæssig udfordring handler om, at installationen skal kunne skilles ad og samles igen uden de store vanskeligheder. Derfor bygger Ann Louise det store rum med bræddebolte, og anvender i det hele taget materialer, der ikke vejer særlig meget, og som er let håndterbare.

Forud for selve installationens opbygning forarbejder hun træet på rundsav, afkorter og overfræser.