Hop til indholdet.

Projekt

The Institute of Bioinformation

2012 / Billedkunst

Aug. 2012

Ebbe Stub Wittrup og Troels Sandegård har lavet deres eget laboratorium i Formeriet. Her vil de, via flere forskellige medier, udvikle værker inspireret af Institut for Bioinformation. Instituttet blev oprettet af Khrusjtjov i det gamle Sovjetunionen efter en tur til Indien i slutningen af 1950’erne.

De to kunstnere laver forsøg af abstrakt og uigennemskuelig karakter. Menneskets sansevirksomhed, intuition og almene perception udfordres, og det ”paranormale”, som clairvoyance og spiritisme, får ny betydning, når det udstilles og videnskabeliggøres i en kunstnerisk kontekst.

”Æstetikken gør, at konteksten og konceptet kommer ind under huden på en ny måde. Vores eksperimenter bevæger sig ud over det paranormale og beskæftiger sig ikke med de fordomme, der ellers måtte være forbundet med feltet.”

Ebbe og Troels har med særlig tilladelse indsamlet materiale fra Selskabet for psykisk forskning i form af gamle dias og fotografier, tørrede blomster og breve. Derudover har de fundet spejle, gamle analoge forstærkere og en dampudskiller, som de benytter til at bearbejde det paranormale. De angriber det paranormale fra en æstetisk, men samtidig videnskabelig vinkel. Myter og illusioner antager nye former og danner betydningsmønstre, der hæver sig op over det paranormale uden at forholde sig til forudindtagede, kulturelt bestemte tolkninger.

Ebbe og Troels benytter sig af metoder, som traditionelt set er hentet fra billedkunstens verden. F.eks. er værkerne præsenteret med en titel, hvilket i sig selv skaber associationer hos beskueren som noget af det første i mødet med et udstillet værk.

Se her en lille film fra deres “forsøgslaboratorium” på SVK