Hop til indholdet.

Projekt

Terra Incognita

2015 / Billedkunst

Sep. 2015

Billedhugger, Anders Krüger, og arkitekt, Marianne Levinsen, har fået til opgave at lave et mindested for ofrene ved Oslo og Utøya i 2011 i den norske by Trondheim. Kunsten at skabe et passende mindested over en sådan tragedie er ikke let.

Aug. 2015

I 2014 vandt den svenske billedhugger, Anders Krüger, og den danske arkitekt, Marianne Levinsen, konkurrencen om at skabe et mindested i det centrale Trondheim for ofrene ved Utøya og Oslo. Trondheim kommune ønskede et mindested med plads til tilbageskuende refleksion, der samtidig havde relevans for samtiden. Ud af denne vision opstod projektet Terra Incognita. Terra Incognita betyder ukendt jord, og en mere passende titel er svær at finde. Terrorhandlingen d. 22. juli 2011 har skabt en ny og ukendt situation, som samtiden skal finde en måde at forholde sig til.

Konkurrenceudspillet lagde vægt på, at mindestedet skulle kunne bruges i dagligdagen; Det skulle være et sted, der kunne vise fremad. De ønskede ikke et mindested, der fortalte direkte om hændelserne, men det skulle være et sted med mange funktioner” forklarer Marianne.

Anders og Marianne har skabt et koncept med fokus på rumlige, kunstneriske og arkitektoniske rammer. De skaber en lys plads, hvor den lyse farve gennemstrømmer alle materialer og virker derfor såvel indbydende som afgrænsende til den omkringliggende by. Pladsen skal belægges med lyst grus og store betonformationer bliver spredt udover pladsen som lyse øer. En af øerne skal danne en scene, mens en anden har et oplyst vandbassin, hvor himmel og træer kan spejle sig. Indgraveret i beton-øernes overflade findes ord, meninger og tekster, som relateres til de politiske, sociale og etiske holdninger, der blev angrebet d. 22. juli 2011 – åbenhed, respekt, demokrati, empati, kærlighed.

Fra idé til projekt
Hvor mindesmærker traditionelt centrerer sig om monumentet, retter mindested sig nærmere mod mennesket eller rummet; mindestedet bærer referencer til hændelsen, men er samtidig et aktivt byrum. Netop denne dobbeltfunktion var central for Anders og Marianne i udarbejdelsen af konceptet. Efter timelange brainstormingsprocesser sad de tilbage med ordet ’atmosfære’:

Her skete et positivt skred. Vi slap alle de formelle greb med former og objekter. Hvad er det, vi vil? Vi vil skabe en særlig atmosfære”.

Marianne uddyber Anders’ forklaring og fortæller, at det selvfølgeligt er muligt at se hele pladsen som én stor figur eller at lade ét materiale fylde stedet ud, men de har i stedet valgt at have fokus på stemning og atmosfære – at holde disse elementer som rettesnor for hele projektet. Da de først var blevet enige om, at atmosfære var kernen, så åbnedes ideen hurtigt om at skabe en lys plads.

Hvordan ideen til de enkelte delelementer er opstået, kan ikke forklares – timevis af samtaler og omveje har ført til projektet, som det ser ud nu. Det er en cirkulær proces, hvor hvert delelement gives sin egen betydning, som så hele tiden må opvejes med den overordnede idé, der er med til at skabe den ønskede atmosfære. Hvis et element ikke kan fungere på alle planer, så bliver det ”renset” ud.

Pladsen spiller selvfølgelig en stor rolle i forhold til projektets mange dele, hvor hvert element skal sammenstemmes omgivelserne og flowet på pladsen. Marianne og Anders fortæller om talrige rejser til Trondheim, hvor de har suget pladsens liv til sig for dernæst at have lagt afstand til stedet: ”I udviklingsprocessen skal stedet på afstand. Man skal op på et andet abstraktionsniveau for så senere at vende tilbage og tjekke tingene af på selve stedet. Det er hele tiden en vekselvirkning mellem det meget konkrete og det abstrakte – det er et møde, der skal ske mellem den fysiske virkelighed og de ideer, der arbejdes med”.

Udarbejdelsen af en metodik
I augustmåned har Anders og Marianne arbejdet på SVK i Huggegården. Her undersøger og eksperimenterer de med materiale, former og metoder.

Huggegårdens gulv er i øjeblikket én stor model over pladsen, hvor Anders og Marianne har udformet beton-øerne i gibs i størrelsesformatet 1:10. På et af bordene ligger en topografisk model i størrelsesforholdet 1:100, der fortæller om terrænet på pladsen. Modellerne er meget sigende for Anders’ og Mariannes arbejdsproces – de arbejder hele tiden på forskellige niveauer – lige fra det store perspektiv og helt ned i detaljen.

Projektet skal stå færdig til efteråret 2016, og når de store beton-øer om et års tid skal støbes på pladsen i Trondheim, bliver det udført af et firma, som Marianne og Anders er i gang med at udvælge. For at sikre, at alt fungerer optimalt, og at hvert element får det ønskede udtryk, arbejder Anders og Marianne med at skabe en slags produktionsmetodik, der fungerer i stor skala. De tester former, forskellige typer beton, flamingo-støbeformer og bogstavindstøbning.

I øjeblikket eksperimenterer de med, hvordan teksten kan indskrives i beton-øerne. Hertil har de støbt en af øerne i beton i lille format og undersøgt, hvordan bogstaverne kan støbes i betonen. De arbejder således med en række delstudier, hvor der zoomes ind på små områder og undersøges, hvad der kan lade sig gøre, samt hvordan elementerne vil se ud i det materiale, som de skal ende i.

Vi er nede i detaljens æstetik parallelt med den store overordnede projektide. Vi arbejder hele tiden med det konceptuelle og det håndværksmæssige i en vekselvirkning – det er to sider af samme projekt” forklarer Anders.

Anders og Marianne har en fælles interesse for det undersøgende arbejde, for materialetænkning og for skabelsen af rum. De nyder derfor muligheden for at inkorporere det håndværksmæssige i projektet og at have faciliteterne til at undersøge de mange små detaljer under opholdet på SVK.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260