Hop til indholdet.

Projekt

Tekstile objekter i storformat

2014 / Kunsthåndværk

Jan. 2014

I Atelieret Plan 2 eksperimenterer tekstildesigner Tina Ratzer og billedhugger Martine Myrup med at lave to- og tredimensionelle tekstile skulpturer i stor skala. Med materialer som pap, tape og stof arbejder de med både flade tæppeformer og hele og halve krukkeformer.

De to kunstnere har arbejdet sammen ved flere lejligheder, og deres fælles projekter realiseres ofte i et dynamisk samspil mellem Tinas sans for tekstilers rumvirkning, og Martines interesse for, hvordan objekter agerer i rum.

Projektet på SVK er ingen undtagelse. Hér udvikler de tekstile objekter sig via en dialog mellem Tina og Martine, som bidrager til projektet med hver deres faglighed og særlige fokus. Tina er optaget af, hvordan tekstilerne kombineres så farver og stoflighed går op i en højere enhed og harmonerer med rummets lysforhold. Martine er primært fokuseret på konstruktionens opbygning og formmæssige potentialer, samt skulpturens tilstedeværelse i rummet.

EN STOFKRUKKES TILBLIVELSE

Martine har udviklet en lille papirmodel af den ønskede krukke, som er sat sammen af 16 ligebenede trekanter i 8 etager. Hun har tidligere lavet krukker i små formater ud fra et lignende patchworkinspireret koncept, men vil under opholdet på SVK udforske de tekniske muligheder for at lave krukken i større format.

Der er 2,40 meter til loftet i atelieret, så krukkens maksimale højde er bestemt på forhånd, og Martine har valgt at udnytte rummets størrelse fuldt ud. Arbejdet starter med simpel matematik. Hver trekant i modellen forstørres 6 gange, og udregningen skal være millimeter-præcis. Ellers bliver krukken skæv.

Når trekanterne er målt op, skærer Martine dem ud i pap. Det er vigtigt, at de skæres på samme led, så pappets struktur følger et horisontalt forløb. Ellers vil krukken knække sammen, når den bygges op. Hun laver to krukker, én hvor stoffet syes på trekanterne før krukken samles, og én hvor det klistres på efterfølgende. Hver trekant er nummereret, og kan sættes sammen på et utal af måder.

Når trekanterne er skåret, sætter hun dem sammen i en vifteform, som bredes ud på gulvet. Derefter begynder hun at folde krukken. Hun starter med de brede vinkler, og slutter med de spidse.

Selvom Martine primært interesserer sig for form, facon og størrelse, er hun i kraft af samarbejdet med Tina blevet opmærksom på tekstilernes indflydelse på disse parametre. 3D-formen kan for eksempel fremstå mere eller mindre flad, afhængig af hvordan stoffet skæres. Og skygger og lysindfald kan narre øjet til at tro, at der er flere farvenuancer, end der i virkeligheden er.

EKSPERIMENTER MED RYA-VÆVNING

I atelieret eksperimenterer Tina med at væve storformats vægtæpper i en simpel rya-teknik.  I modsætning til traditionel vævning, hvor resultatet typisk er fladt og forholdsvis hårdt, er rya karakteriseret ved lange, løse løkker, der mimer pels.

Tina eksperimenterer med at fremhæve rya-vævningens rå og ’floffy’ særpræg. Hun har bygget sin egen væv for at kunne væve med stofstrimler på op til 10 cm. i bredden, og derved forstørre rya-vævningens struktur.

Væven er lavet ud fra et enkelt konstruktionsprincip, der går hånd i hånd med Tinas fascination for det simple og primitive. Hun spænder lange stofstrimler op mellem to pinde, hvorefter konstruktionen hænges op i loftet. Ved at montere tunge vægte nederst på væven, får den en tyngde, som gør den lettere at arbejde med.

Væven er sat sammen af fem separate konstruktioner på hver en meter i bredden. Dette betyder at Tina let kan pakke tæpperne sammen, og frit vælge, hvorvidt hun vil præsentere dem enkeltvis eller som ét stort tæppe med en samlet længde på knap fem meter.

Motivmæssigt arbejder hun med et grafisk og stramt udtryk, som kontrast til vævningens løse og lidt rodede karakteristik.

Tina har tidligere arbejdet med rya-vævning, men det er første gang hun væver på en hjemmebygget væv.

Projektet er støttet af Kvadrat, der har bidraget med 50 meter stof.