Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

”Tasteful Turntable” er et flersanseligt kunstprojekt, der integrerer lydkunst og madkunst i videreudviklingen af en performativ installation.

Jul. 2015

De to lydkunstnere og komponister Lars Kynde og Nikolaj Kynde har i kollaboration med madkunstner Augusta Sørensen skabt et helt nyt multisanseligt koncept, der simultant stimulerer smags- og høresansen.

Projektet startede tilbage i 2012, ud fra et ønske om at undersøge de to sansers gensidige påvirkning. Målet var at skabe en installation, der gav publikum en ny oplevelse af ellers velkendte sanser. Installationen består af et bord fremstillet i egetræ med en roterende bordplade. Bordet er bygget med henblik på at imitere en overdimensioneret pladespiller, der drejer, når musikken tændes. Der er plads til fire gæster, som hver får et sæt høretelefoner, hvorigennem forskellige musikkompositioner bliver sendt. På drejepladen placeres små tallerkener med serveringer af madretter, i et rytmisk mønster, der kører maden rundt til hver gæst i det helt rigtige sekund. På hvert hjørne sidder en lille lampe, der blinker og dermed indikerer, at gæsterne skal indtage tallerkenens indhold. Oplevelsen er koordineret til at skabe sammenhæng mellem smagsoplevelsen og lyduniverset.

Efter at have udstillet projektet flere gange i både Danmark og Holland, er Lars, Nikolaj og Augusta på SVK i færd med at videreudvikle projektet med henblik på at forbedre oplevelsen og tilføje nye og længere kompositioner.

”Vi arbejder på at skabe en lidt længere lydsats, så man får en mere symfonisk oplevelse, og dedikere lidt længere tid til at svælge i nydelsen af en bestemt klang sammen med en bestemt smag.”

Musikkompositionerne, skabt af Lars og Nikolaj, består af et bevidst sammensurium af forskellige typer lyd. Kompositionerne indeholder eksempelvis optagelser af lyden af Augusta, der tygger på forskellige typer madvarer. Lars har været rundt i metalværkstedet og optaget lydene af stedets øvrige kunstnere, der arbejder ved værkstedets maskiner.
Indtil nu har de opbygget hver performance med fem lydsatser og dertilhørende fem forskellige smagsoplevelser.

Augusta arbejder sideløbende med at skabe små madretter, der med smag og konsistens kan skabe en synergieffekt med lydsiden. Hun har til en tidligere version af installationen lavet fem variationer af gulerod. Forskellen mellem dehydreret, revet, kogt og rå gulerod gav ikke kun gæsterne forskellige oplevelser af madens konsistens, men lyden af blød eller sprød mad, der tygges, blev en del af oplevelsen. Eksempelvis stoppede lyden lige idét gæsterne tyggede i et stykke råt gulerod, så den knasende lyd blev en tydelig del af lydoplevelsen.

”Hvis man vil lære sine sanser at kende, kan det betale sig at lære dem at kende gennem andre sanser. Så har man en stærkere fornemmelse af, hvad der sker.”

Som et eksperiment og en udvidelse af projektet har de tre kunstnere fremstillet to helt nye drejeborde. Det ene er 20 cm. mindre end det oprindelige og det andet 20 cm. større. Det har det formål at skabe forskellige oplevelser af det at sidde omkring drejebordet. Eksempelvis er det en mere intim oplevelse at sidde omkring det lille bord, da gæsterne kommer til at sidde tættere.
I samme ombæring har de valgt at anvende forskellige træsorter som et eksperiment med den visuelle oplevelse. Hvor det første bord er lavet i egetræ, får det lille bord en plade af mahogni og det store bord en plade af ask.