Maj-Britt Boas soloudstilling Sommerfuglesaksen er et personligt projekt, som tager afsæt i et barndomsminde.
Jan. 2015
Omdrejningspunktet for projektet er måden, hvorpå erindringer opleves, og Maj-Britt forsøger at gestalte erindringstemaet i forskellige medier og materialer. Projektet har afsæt i overvejelser omkring, hvad erindringer egentlig er, og hvorfor nogle hændelser bliver til erindringer, når andre glemmes. Vores livshistorie skabes af erindringer, men hvilke?
Hendes udstilling tager udgangspunkt i et specifikt barndomsminde, men handler også mere generelt om erindring, tid og sprog. Via kunsten forsøges at fremkalde en flydende tilstand. Følelsen af at drømme. Oplevelsen af at være barn. En genskabelse af tiden inden oplevelser og verden kategoriseres. Det er et sådant sprog, Maj-Britt stræber efter i Sommerfuglesaksen.
”Når jeg arbejder med nye værker, bruger jeg mit erindringslandskab for at nå til de lag, der både har en forestillingsverden uden ydre rationelle rammer, og som har efterrationaliseringens tilbageblik.”
En varm sommerdag
Som 5-6-årig sad Maj-Britt i sine forældres arbejdsskur. Der var det hende forbudt at opholde sig, men, som det som oftest er med børn, gjorde hun det alligevel. På en varm sommerdag med en børnesaks i hånden gik hun ind i skuret. Lyset faldt ind ad vinduet, luften var støvet. I vinduet flaksede en sommerfugl. Maj-Britt fangede den og foldede sine hænder som en kugle omkring den. Sommerfuglen baskede rundt. Hun vidste godt, at det var forkert, og at hun burde slippe den fri. Men noget holdt hende tilbage. I stedet klippede hun vingerne af sommerfuglen. Maj-Britt var klar over, at hun havde overskredet nogle grænser, men samtidig med at være en ond handling, var der også noget skabende i den – en erfaring af hvordan en saks arbejder i et materiale.
Nogle erindringer står enormt stærke for voksne, og andre glemmes. Hvorfor kan netop barndomsminder stå så klare? For Maj-Britt er Sommerfuglesaksen en gengivelse af et sådant stærkt minde. Hun kan nemt genkalde sig oplevelsen, og sproget er meget klart trods de mange års forskydning. Det er det, hun forsøger at arbejde ind i sit materiale.
Udstillingen
I det første af tre rum vil Maj-Britt skabe en have i hvid beton. Gulvet er beklædt med ujævn beton, og i rummet skal være et betonhus omgivet af blomster fra sommerfuglebuske. Det stivnede beton med fastfrosne spor står i kontrast til sommerfuglens lethed.
I betonelementerne, som udgør husets ydre vægge, vil Maj-Britt skabe relieffer, der skal spille sammen med skyggerne fra blomsterne. I otte støbeplader af MDF laves reliefferne med en overfræser og håndværktøj i SVKs træværksted.
Efter det hvide rum fortsætter beskueren ind i et mørkt rum. Store, transparente gardiner hænger ned fra loftet og oplyses af filmprojektioner. På filmen vises klip af en pige, der sidder i et skur og klipper i sommerfugle. Filmen er optaget på smal film og uden lyd, fordi der ligger en tidslighed i smalfilmmaterialet.
Beskueren ender i et åbent, gult rum. Væggene og gulvet er lysende gule og skal pudres med pigmentfarve – inspireret af den gule citronsommerfugl. I loftet hænger en stor mekanisk sommerfugl. Den vil Maj-Britt skabe i glasfiber, rispapir og gips og får et skeletagtigt udtryk. Sommerfuglen får et vingespænd på op mod 5 meter og skal med et simpelt mekanisk system kunne bevæge sig op og ned.
Sommerfuglen refererer både til mindet fra skuret, og repræsenterer drømmen – genkendelig af både børn og voksne – om at flyve.
