Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Turboladen arbejder Honza Hoeck på sin soloudstilling til Traneudstillingen. På lange baner af akvarelpapir maler han vådt i vådt med gouache-maling, der senere vil blive et værk af skulpturel karakter. 

Nov. 2014

Metoden vådt i vådt giver det udflydende resultat, han efterstræber, og bruges også i den anden del af værket. Her maler Honza på vandoverfladen af et vandbad og nedsænker udvalgte objekter deri.

I virkeligheden handler udstillingen ikke om værkerne, der på sin vis står som tomme tegn. Hans greb er derimod at konstruere og distribuere billeder på usædvanlige måder for at skabe et fokus på de ting der omgiver et kunstværk – kurateringen, dokumentationsfotografier, pressemeddelelser, støtteansøgninger mv. Dermed går han ind i det teater, en kunstudstilling er, og selve kunstværket består af performative objekter mere end egentlige objekter.

Sådan bruges det, der er rundt om et kunstværk som det primære kunstneriske udtryksformat, og de kræfter, der ligger og trækker i kunstproduktionen, udfordres. Det er de ting, der er med til at generere og producere billeder, som først og fremmest distribueres, før de bliver noget andet. Honza undersøger karakteren af, hvordan kunst bliver set i dag.