Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Da Elle Klarskov-Jørgensen i efteråret 2012 besøgte området omkring Hjorthagen Idrætsplads, blev hun grebet af en trang til at forandre det rumlige forløb. Hun fik lyst til at åbne området op, som initieres af en trekantsform med udsigt til åbne boldbaner. I baggrunden kan skimtes nogle store fabriksbygninger, som skaber en scenografisk baggrund med sin egen horisontale linje. Hun fik en idé til en skulptur – en fiktiv bygning, der spiller op til de gamle fabriksbygninger. Skulpturen mimer nogle af de arkitektoniske greb i de gamle bygninger med nøgleord som anvendelighed, tilgængelighed, åbenhed, men samtidig lukkethed. Skulpturens fiktive egenskab består i ingen specifik anvendelsesmulighed. De forbipasserende kan bruge den som de vil. De kan gå ind i den, lege i den. Elle tror på, at anvendelsen vil blive kreativ og opfindsom.

Skulpturen oplyser området om natten med 8 lysdioder monteret i fundamentet. De lysende, cirkulære åbninger danner kontrast til skulpturens orange neonstriber og skaber et særligt lysrum.

Skulpturen udføres i meget tykke, valsede aluminiumsplader. Pladerne svejses sammen til en cylinder med horisontale og vertikale samlinger. Fundamentet støbes i beton. Taget fremstilles af ét stykke aluminium for at få en optimal cirkulær form.

På grund af en forholdsvis lav smeltegrad er det vanskeligt at arbejde med aluminium. Elle har eksperimenteret med materialet i metalværkstedet og dermed fået indtryk af, hvordan det er at arbjede med. Efterfølgende har hun fået en aftale med et skibsværft, som vil kunne løse hendes opgave, da de har erfaring med skibsplader i aluminium.

Skulpturen opsættes sommer 2013.