Hop til indholdet.

Projekt

Shoulder Shrug (arbejdstitel)

2017 / Billedkunst

Til sin soloudstilling på Sydhavn Station har Kristina Bengtsson arbejdet videre med sine markeringer af kroppe. På metalværkstedet har hun eksperimenteret med forskellige bøjninger af metalstænger med hattemonteringer.

Feb. 2017

Diskrete markeringer af kroppens yderpunkter er et tilbagevendende tema for Kristina Bengtsson, så da hun fik en længere arbejdsperiode i metalværkstedet gik hun i gang med at afprøve forskellige konstruktioner med metalbøjninger og hatteattrapper til sin soloudstilling på Udstillingsstedet Sydhavn Station.

”Jeg har arbejdet meget frit og eksperimentelt. Det har været lidt anderledes. De andre gange jeg har været her på værkstedet, har jeg skullet producere værker, der skal være hurtigt færdige,” fortæller hun.

Gengældelsesfaktoren i metalkonstruktioner
Eksperimenterne har taget form af to mandshøje metalskulpturer, hun monterer to blankslidte sikkerhedshjelme på. Hun leger også med en abstraktion over et planetsystem, hvor små hatte-fascinatorer på skrå skal fungere som solsystemets planeter. Med metalfigurerne afsøger Kristina, hvordan hun med mindst mulige effekter kan markere kroppe, så de stadig er genkendelige.

”Det er den her gengældelsesfaktor. Snarere end mennesker tænker jeg på dem som figurer, der skal indikere en form for formalistisk genkendelighed . Det handler meget om, hvordan man afkoder sådan et værk,” forklarer hun.

Forud for konstruktionen har Kristina bygget små modeller af tynde jernstænger og lim. I første omgang afprøvede hun forskellige fodpartier, men hun var ikke glad for de kønsforskelle, de let kunne komme til at markere. I stedet bøjer hun skulpturerne efter samme trebenede model i forskellige størrelser.

Trækonstruktioner kontrollerer sammenføjningen
Metalfigurerne er konstrueret af 10 mm jernstænger, der er det tykkeste Kristina kan bøje manuelt i fladjernsbukkeren. For at få benene føjet sammen præcist, har hun opmålt en ligebenet trekant på en træplade, hvor hun placerer figurernes endestykker. På den måde bliver figurerne ensartede, trods deres forskellige størrelser.

Selve sammenføjningen laver Kristina ved at bore et gevind, der krævede en anden trækonstruktion nede fra træværkstedet for at kunne bore i en skæv vinkel på en bøjet flade.

”Jeg plejer altid at arbejde, så jeg skal skille alting ad igen. Ellers bliver det svært at transportere, og så kan jeg sidenhed bruge det til noget andet. Så kan jeg fx bruge hatten på arbejdet,” griner Kristina.