Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Kamilla Askholm Jørgensen har skabt 140 pamfletter på Statens Værksteder for Kunst. Alle er de falset manuelt og håndsyet i ryggen, inden de skal bruges til et interaktivt og performativt værk, der udspiller sig i en køjeseng.

Kamillas værk skal bruges som undervisningsmateriale til Sisters Academy -the boarding school. -Et performancekoncept på den Frie, hvor publikum skal indskrives som elever i minimum et døgn ad gangen. Pamfletterne udgør råmaterialet, der siden skal bearbejdes med kostskolens elever i løbet af udstillingsdagene.

Titlen på pamfletten er “Sensitive Human Rights. A dialog and study of selected articles form the European Human Rights Convention”. Den indeholder en blanding af udvalgte artikler fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og blanke sider og skal bruges til at sætte fokus på menneskerettigheder og sanselighed.

Håndens arbejde
Pamfletterne er lavet i B16 format, både fordi det er et format, der er nemt at have med sig, har en historisk reference, men også med inspiration fra nogle booklets, som man reelt kan få uddelt fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol.

Pamfletterne er printet på råhvidt A4 papir og efterfølgende foldet, falset og syet sammen med sort forstærket polyestertråd. I alt gik der 100 meter tråd til. Den håndsyede metode, giver mulighed for at tilføje ekstra sider på et senere tidspunkt og understreger håndens arbejde i projektet:

De håndsyede rygge er et æstetisk valg, men skyldes også, at jeg kan lide at udføre håndarbejdet. Det er vigtigt, at man kan se, at jeg har lagt noget tid og omsorg i det arbejde, jeg skal dele med folk. 

Kamilla har eksperimenteret med papirets tykkelse og endte med 100 g., der er tyndt nok til at holde formen, når det er falset og samtidig har lidt mere karakter end det klassiske printerpapir på 80 g.

Undervisning i køjesengen
Udover de håndsyede bogrygge, har Kamilla produceret fire gardiner, der skal have en dobbeltfunktion som afskærmning og plancher. Gardinerne skal monteres rundt om den køjeseng, som Kamilla benytter under sit ophold på Sisters Academy, som samtidig er det sted, hendes undervisning finder sted.

På ét af de fire gardiner har Kamilla håndsyet et symbol, der kan associere det sensitive og aktive menneske, i forhold til de juridiske og storpolitiske dele, menneskerettigheder består af. Teknikken, som hun har brugt til at sy, mimer en gammel broderiteknik, der hedder sortsyning/blackwork og bærer samme bindeteknik som i syningen i bøgerne.