Hop til indholdet.

Projekt

Scanning

2015 / Billedkunst

Sep. 2015

Agneta Werner har åbnet for sit billedarkiv under opholdet på SVK. Her undersøger hun, om der gemmer sig eventuelle elementer til nye projekter.

Aug. 2015

Arkivet
Agneta Werner arbejder tværmedialt med fotografi, video, tekst og lyd. I sine værker kobler hun forskellige delelementer, der interagerer og skaber overraskende sammenstød. Beskueren er på ukendt grund og tvinges til selv at finde mening i værkerne. Agnetas måde at ”gå til” kunsten på er helt central for det arbejde, hun foretager sig på SVK i det lille fotoværksted.

Fotografiet er for Agneta såvel metode som empiri. Hun har gennem årene skabt sig en visuel notesbog, et dokumentationsarkiv, hvor hun har samlet indtryk, iscenesatte optagelser, påbegyndte projekter, samt billeder fra familiearkivet. I øjeblikket gennemgår Agneta sit analoge arkiv af billeder på SVK for at finde spor og kendsgerninger til fremtidige projekter. Hvad det skal ende ud med er ikke på plads endnu. Agneta scanner de fundne billeder ind digitalt, så hun kan arbejde videre med dem på et senere tidspunkt. Hendes udvælgelsesproces bygger på en fornemmelse af, at her er noget, som kan bruges – fragmenter, der måske kan kobles i nye værker. Arkivet er et arbejdsredskab, der på én og samme tid formår at bevare og reproducere det gemte og at bryde med fortiden for at signalere fremkomsten af noget potentielt nyt.

Mellemrum og fragmenter
Agneta har en interesse for, hvad der sker i sammenstillingen af forskellige elementer eller punkter, som hun selv kalder dem. Hendes værker bliver nærmest en art kollage, hvor arbitrære elementer sættes sammen og interagerer. De forskellige fragmenter skaber mellemrum, som først udfyldes i læsningen af værket. Hun søger ikke én bestemt mening, og beskueren må selv koble og lede efter en betydning i de abstrakte værker. Ofte anvender Agneta naturalistiske, nærmest dokumentariske elementer, men i sammenkoblingen træder noget ukendt frem, en fornemmelse af det uvante og måske endda det ubehagelige.

I de senere år har Agneta arbejdet med digitale videoværker, hvor hun mikser digitale optagelser med materiale fra sit arkiv.  Karakteristisk for Agnetas arbejdsmetode er, at hun ofte starter med et fragment og herefter prøver sig frem, lægger til og trækker fra. Hun sætter tingene op over for hinanden for at se, hvad der sker, og hun ved på forhånd ikke, hvor det skal ende. F.eks. fortæller Agneta, hvordan hun en dag var taget i Dyrehaven ved Klampenborg for at filme hjorte, men opdagede undervejs en kvindelig rytter, som hun fandt langt mere interessant. Agneta filmede den kvindelige rytter, og denne ”tilfældige” optagelse blev til værket ”The Lonesome cowboy journey”(2006).

Andre gange kæmper Agneta med et værk gennem længere tid, hvilket f.eks. gjorde sig gældende med værket ”Caramella” (2012-14). Et værk, hun arbejdede på i to år. Denne film er langt mere fragmenteret på såvel lyd og billedsiden: ”Nogle gange er værkerne meget konstruerede, andre gange mindre. Jeg arbejder i situationen med tingen, og på et eller andet tidspunkt er det på plads – så ved man, at det er sådan, det skal være”.

Vejen til fotografiet
Agnetas arbejde med fotografiet begyndte, fordi hun ønskede selv at huske sine stedsspecifikke, tidsbegrænsede værker og udstillinger. Her opdagede hun, at der lå nogle muligheder i fotografiet, som hun fik lyst til at udvikle.

”Ganske traditionelt startede jeg som maler. På et tidspunkt blev mit maleri mere og mere opløst. Efterhånden så jeg maleriet som et objekt blandt andre, indtil jeg endeligt begyndte at arbejde med rumlige udstillinger. Da værkerne var så stedsbestemte, kunne de ikke rekonstrueres eller gendannes. Derfor begyndte jeg at ”huske” gennem fotografiet”.  

Det fotografiske materiale og de digitale videoer har siden fået en fremtrædende plads i Agnetas arbejde, men disse tænkes fortsat i en rumlig konstruktion, hvor udstillingsrummet udgør en aktiv medspiller.