Billedhugger, Tina Maria Nielsen, arbejder på en række helt nye værker, sammensat til en stedsspecifik totalinstallation til underetagen i Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingen vil primært bestå af afstøbninger i bronze, paraffin, gips og voks, der alle forholder sig til ”det afviste” og kælderen som rum.
Fælles for alle udstillingens objekter er, at de enten er ødelagte, mislykkedes eller blot tilovers. Ting, såsom en hundrede år gammel hvalknogle, en gammel slidt paraply, en ødelagt persienne, skaller fra nogle strudseæg eller brugte mobiltelefoner, der normalt gemmes væk som affald/restprodukter eller som manifesterer sig i erindringen. Kælderrummet er først og fremmest et sted, hvor materialer og ting ligger og flyder som reminiscenser eller spor af tidligere aktivitet, som akkumuleringer fra en samlermani eller som udtryk for en psykologisk fortrængningsmekanisme. Tina Maria tager udgangspunkt i udstillingsrummets konkrete afsondrethed – beliggende under jorden, uden dagslys.
Titlen Salon des Refusés henviser til en kunstudstilling i Paris i 1863, der repræsenterede den kunst, der blev afvist af juryen af ”Paris Salon” – det officielle årlige udstillingsvindue for fransk kunst. Titlen forholder sig samtidig til Den Frie Udstillignsbygnings historie, som udspringer af den etablerede kunstscene, som et alternativ til den censurerede udstilling på Charlottenborg.
Afstøbninger som en 1:1 oversættelse
Tina Maria betragter sine afstøbninger som en 1:1 materialeoversættelse af virkelige objekter. Omsætningen fra et emne til et andet rummer dog ændringer af originalerne, og bevæger sig mere over i en abstraktion. Blandt Tina Marias objekter er en 100 år gammel ryghvirvel fra en hval, som hun har fundet hos en marskandiser. Ryghvirvlen støber hun i både paraffin og gips, og hun har valgt at inddrage den, fordi hun ser den som en abstrakt form, der ikke nødvendigvis kan tilbageføres til et konkret udgangspunkt og give associationer til hvalens anatomi.
Til udstillingen har Tina Maria udformet frottager ved at placere papir over arbejdsborde og overføre underlagets konturer og strukturer ved gnidning med grafit. Disse gnidebilleder er på samme måde som afstøbningerne en materialeoversættelse, der både gengiver originalen, men også bevæger sig væk fra den. Derudover er de udtryk for en særlig stedsforankring i Tina Marias værker, der ofte inkorporerer elementer fra selve tilblivelsesstedet, kunstnerens værksted – i dette tilfælde arbejdsbordenes overflade.
”Udstillingen bliver til lige så snart jeg træder ind i dette rum (formeriet). Alt bliver lavet her, og så flytter jeg det bare ind i udstillingslokalet. Arbejdsrummet bliver således også en del af udstillingen,” fortæller Tina Maria.
Rester fra afstøbningsprocessen
Tina Maria har udført afstøbninger på klassisk vis ved brug af cire perdue-metoden, og hun støber i både voks, paraffin, gips og bronze. Særligt for hendes arbejde er inddragelsen af afstøbningsprocessens forskellige restprodukter og -materialer. Både silikone- og gipsformen, der er taget af strudseæggene, bliver eksempelvis støbt i bronze som værker i sig selv. Flere objekter støbes i voks, der ikke regnes som et færdigt materialevalg i traditionel forstand, men blot som en del af processen op til selve metalstøbningen. Podier støbes i en blanding af tegl, gips og vand – et materiale, der bruges til at udforme støbekappen, som omslutter voksen, før den smeltes, og bronzen hældes i. Mislykkede afstøbninger inddrages, så processen afspejles i værkerne og bliver en del af tematikken omkring det afviste.
Processen er selve tematikken
Tina Maria har arbejdet procesorienteret med sine værker og har ikke på forhånd vidst, hvordan værkerne ville udvikle sig. Den porøse paraply og persiennen kan ses som eksperimenter med afstøbningsprocessen. En vinylpersienne er forsøgt afstøbt, men dele af den er udbrændt, da persiennens lameller er for tynde. Disse tilfældigheder og uforudsigeligheder i processen gøres konstruktive ved at lade værkerne stå rå og forfejlede. Brændingen bliver synlig i værkerne og viser tydeligt den proces, der finder sted inde i ovnen.
”Jeg er interesseret i den proces, der forandrer objekterne. Sommetider er forandringen dramatisk, hvis objektet bliver ødelagt. Jeg har i mange år genskabt verden på en anden måde med mine afstøbninger, dette ’andet’ interesserer mig. Med Salon des Refusés bevæger jeg mig mere og mere væk fra det genkendelige og over i abstraktionen,” fortæller Tina Maria.
