Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Konservator, Lena Bjerregaard, arbejder på at restaurere en 200 år gammel kinesisk generaljakke. 

Roemer-Polizeaus-Museum i Hildesheim i Tyskland ønsker for første gang at udstille jakken, og de har derfor bedt Lena om at restaurere den. Museet havde stort set opgivet at udstille jakken grundet dens ringe forfatning. Særligt under 2. verdenskrig har den været opbevaret under dårlige og fugtige forhold, hvilket har sat sine tydelige spor på jakken.

Restaureringsprocessen
Lena er specialist i peruvianske og arkæologiske tekstiler, og det er således første gang, hun åbner en kinesisk jakke. Hun blev overrasket over, at man har benyttet stivet lærred og papir i stedet for vat, som hun ellers havde forestillet sig. Jakkens udvendige lag består af silke, der er så slidt, at den drysser, og den mørkeblå farve smitter af. Det indvendige silkefor er derimod i god stand. Imellem de to lag silke har man indlagt lærred stivet med risstivelse og et lag papir, der ligeledes drysser. Lena har derfor indledt sit arbejde med at støvsuge jakken og hænge den op, så alle de små partikler kan drysse af. Hun har herefter lamineret tekstillagene ved at indsætte et tyndt lag vlieseline og crepeline, der er imprægneret med lim.

På flere områder af jakkens yderste silkelag sidder limrester med aftryk af avispapir, der engang har været brugt som indpakningspapir. Lena har forsigtigt forsøgt at fjerne limen med lidt vand – hun kan ikke bruge sprit, da det vil fjerne al farven fra silken. Der vil derfor sidde små aftegninger tilbage af limen. For Lena er målet ikke at restaurere jakken, så den fremstår ny. Hun ønsker at behandle den, så nedbrydningsprocessen forløber langsommere, og jakken dermed kan blive egnet til udstilling.

”Jeg skal hele tiden finde en balance. Jeg kan risikere at ødelægge jakken ved at restaurere, så nogle af de små fejl, der er kommet med tiden, kan jeg ikke fjerne fuldstændigt”, fortæller Lena.

Korroderede nitter og flosset silke
I jakkens yderste silkelag er der indført lueforgyldte nitter til at samle tekstillagene. Mange af nitterne er korroderede. Lena har skrabet irret af med sin skalpel, pudset dem med en akrylbørste og smurt dem med paraloid i acetone. Dette tilfører nitterne en blank overflade, så de nærmer sig det oprindelige udtryk.

Jakken har krævet en stor del syarbejde, fordi det yderste silkelag er så slidt flere steder, at islætten er forsvundet, og kun trentråden er tilbage. Lena udfører derfor en nedlagt syning med tynd silketråd, så trendtråden ikke sprætter op. Hun syr kun de mest grelle steder for ikke at beskadige jakken yderligere med sin nål.

Historiske opdagelser
Lena kan fastslå, at jakken har tilhørt en fornem person, da dragerne på broderierne har fire klør. Dette indikerer, at den er blevet båret af en højtstående embedsmand. Desuden er den prydet med soltegn langs de nederste sømme. Soltegnene ligger diagonalt, hvilket almindeligvis er kendetegnende for hagekorsene. Denne opdagelse har for Lena været værdifuld i forhold til at forstå symbolets forskellige fremtrædelsesformer.