På konserveringsværkstedet er Lena Bjerregaard tilbage med samlingen af kinesiske 1800-tals uniformer, og hun har denne gang Mette Jensen med til arbejdet med at restaurere det mørnede stof, så dragterne er klar til udstilling. Med tyl, limfilm og tynde silketråde forstærker og fikserer de to konservatorer dragtenes mange stoflag.
Efter en uheldig opbevaring under krigen, hvor både fugt, skimmelsvamp og musebid har sat præg på stoffet, er konservatorerne Lena Bjerregaard og Mette Jensen nu ved at restaurere det andet hold af dragedragter for Roemer-Polizeaus-Museum i Hildesheim.
Lena begyndte arbejdet i konserveringsværkstedet i efteråret, hvor hun restaurerede den første jakke. Til resten af samlingen har hun slået sig sammen med kollegaen Mette, så de er flere hænder til at ”løfte” dragternes metalnitter op med rensning, forstærke mørnede velourkanter og understøtte det nedbrudte silkestof.
Uniformernes mange lag forstærker hinanden. Men lagene betyder også at restaureringen er mere kompleks og tidskrævende.
”Når de er sammensat af så mange forskellige materialer, skal man tage hensyn til både det ene og andet. At rense metal er jo nemt nok, men når det sidder ovenpå et stykke silke, skal man være varsom hele tiden,” forklarer Mette.
Silketyl og museangreb
Dragterne stammer fra Qing-dynastiet omkring 1850. De består hovedsagligt af silke med forskellige dekorationer – den fornemmeste dragedragt i en tyndere vævning, hvor det femfodede dragemotiv knytter den til den kejserlige familie. Imens de to blå vatterede uniformer er militærdragter udstyret med nitter, velourkantbånd og guldbroderier. Det er især det blå satinstof, der er medtaget efter opbevaringen. I buksernes forklæde var der næsten intet tilbage.
”Det handler for os om at bevare så meget, at det ikke forstyrrer øjet. Her i forklædet kan man se trendtrådene. Mange steder eksisterer det blå satin ikke mere, så der har vi lavet nedlagt syning for at holde på trendtråden,” forklarer Lena.
De fine konserveringssting i tynd silketråd holder sammen på de større flader. Imens bruger Lena og Mette en tynd tyl af silke og acetat til at lægge over de border og kantbånd, der er for møre at arbejde med. Tyllen syer de på og ofte imprægnerer de den også med en limfilm, der hæfter ved 70 graders opvarmning.
Museangrebene skyldes især vatteringen i den ene uniform. Her har blandingen af lærred og bomuldsflis tiltrukket reddebyggende mus, så store dele af inderforet var efterladt stærkt medtaget. Derfor har Mette indfarvet et stykke bomuld og monteret på bagsiden. Udfordringen er ofte at komme ind og forstærke de områder, der har brug for at blive holdt sammen.
Men konserveringsarbejdet handler også om at sige stop i tide, for man kan altid fortsætte. Dragterne er nu i så god stand, at de kan udstilles på museet.
