Med en intuitiv tilgang undersøger Nicolai Howalt naturvidenskabelige fænomener som solens stråler, grundstofferne og naturens ældste rodnetsystemer gennem kameraets linse. I Store Fotoværksted har han eksperimenteret med fremkaldelse på metalplader og papirflader.
Stjernehimmel eller krematorieaske? Nærbillederne af askebakker er lette at forveksle med verdensrummets svimlende vidder, når de har været gennem Nicolai Howalts hænder. Der er nu også en sammenhæng. For en gennemsnitlig ligbrænding efterlader tre kilo strontium i krematoriets bakker – ét af de rene grundstoffer, der blev skabt i verdensrummet før klodens dannelse.
Ligheden mellem det største og mindste har Nicolai taget udgangspunkt i til sin udstilling og bogudgivelse By looking down I see up. By looking up I see down. Titlen er et Tycho Brahe-citat, som astrofysikeren Anja C. Andersen præsenterede ham for. Da Nicolai bad hende skrive en tekst om de naturvidenskabelige fænomener, han intuitivt undersøger i sit fotografiske arbejde, skrev forskeren nogle sammenhænge frem mellem verdensrum, grundstoffer og lyset – præcis som Brahe fornemmede uden at kunne bevise det.
Naturvidenskaben i den æstetiske maskine
Til udstillingen sammensætter Nicolai askefotografierne med sine close-ups af grundstoffer og en serie, hvor han har brugt læge og nobelprismodtager Niels Finsens linser af bjergkrystal til at fotografere solen. Linser, der oprindeligt blev brugt i behandlingen af hudtuberkulose, og derfor bryder solens stråler anderledes end vanlig glas.
”For mig handler det om at slippe den menneskelige kontrol og lade materialet tale selv. Man skal lade sig overraske og overvælde, når tingene pludselig får mere karakter, end da man først stod med det. Her bruger jeg Finsens linser, hvor der er gennemgang for de ultraviolette stråler. Mange af billederne er stråler, man ikke kan se med det blotte øje, men hvor fotopapirets lysfølsomme flade er så påvirkeligt, at det stadig laver et aftryk,” fortæller han.
Med sammenstillingerne indekserer udstillingen de forskellige spor, Nicolai har arbejdet med de senere år. Et af værkerne består derfor også af en sammenføjning af pladeeksperimenter, hvor han har gjort forskellige metalplader lysfølsomme med emulsion, så de kemiske processer skaber et væld af overfladevariationer.
Fotopapiret forandrer sig med tiden
Eksperimenter med fremkaldelsens materialer er i det hele taget gennemgående for Nicolai Howalts fotografiske arbejde. Så da han på en nedlagt skole fandt en stabel ældre fotopapir tilbage fra 1960’erne, blev det afsættet for en anden serie til udstillingen Gro, hvor han har arbejdet med materialets tidslighed. Med et negativmotiv af en forblæst rødgran har han på matte og blanke papirrester fremkaldt en træserie, der rapporterer samme motiv. Granen, Nicolai har fotograferet i Dalarne, Midtsverige, tilhører et 9000 år gammelt rodnet, og hører derved til blandt verdens ældste.
”Ideen var at lave et værk, hvor de starter i den helt mørke måneskinsagtige ende, og så bliver de lysere ned igennem til det uanseelige, hvor det nærmest kun er papirets farve tilbage. Materialet forandrer sig over tid, så når man trykker, kan det samme billede opleves vidt forskelligt,” forklarer Nicolai.
