Hop til indholdet.

Projekt

Rationalisering af aluminiumsrammer til gipsrelieffer

2017 / Design

I metalværkstedet har Birgitte Due Madsen og Jonas Trampedach arbejdet videre på rammerne til deres gipsrelieffer. Med en opkvalificering af deres loddeteknik og en videreudvikling af valsningerne har de skabt nye stærke rammekonstruktioner – og fundet stabiliserende løsninger til de første skitser.

Jun. 2017

Projekter bliver ikke altid helt færdige. Nogle gange kræver fladen ekstra finpudsning, andre gange nytænkning af selve håndværkstilgangen. Sådan tænkte Birgitte Due Madsen og Jonas Trampedach efter deres ophold i efteråret, hvor de havde udviklet deres gipsrelieffer med indlejret LED-lys. Rammerne om den skrøbelige gips var ikke blevet stabile, og den konstruktion ville de gerne tilbage og raffinere.

I stedet for en dyr ekstern løsning har de på metalværkstedet opkvalificeret deres håndværk ved at afprøve teknikker for metalbearbejdning med de forskellige værktøjer.

”Det har været et læringsforløb for os begge. Svejsning og lodning er ikke noget, du kan stå og gøre derhjemme. Men det handler også om de andre fagligheder, vi møder her på værkstedet,” forklarer Birgitte.

Eksperimenter i valsen
Derfor tog Birgitte og Jonas også fat på nogle af deres tidligere messingskitser uden lys for at arbejde videre med finesserne i rammerne. Det blev både til lodning af fladskinner og L-profiler skåret i smig og til eksperimenter på valsen.

”Det er nemt nok at putte et fladt stykke messing ind i en valse, så vi prøvede at eksperimentere med at tage de buede profiler og putte dem ind i valsen, så vi har kunnet lave afrundede rammer med noget krop. Selvom det kan se ufatteligt simpelt ud, så skal der nogle store maskiner til at valse sådan med den præcision,” forklarer Jonas.

Imens blev løsningen for de ustabile rammer af alu-fladskinner små beslag, der stabiliserer konstruktionen ved at fiksere rammen til relieffernes bagplade.

Fra unika til duplika
Udgangspunktet for rammeprojektet var egentlig til deres unikaværker, men eksperimenterne har også affødt idéer til Jonas og Birgittes designpraksis. I samarbejde med Made a Mano er de ved at udvikle lavasten til Snedkernes Efterårsudstilling, hvor messingrammerne også fungerer sammen med stenene.

”Det er jo det, der sker i en kreativ proces: Pludselig ender man ovre i et produkt. Vi fik nogle ideer til hvordan man kunne gå produktvejen med nogle af de ting, vi har arbejdet med,” fortæller Jonas.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260