Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner Inge-Lise Ravn er inviteret til at udstille på Gallery Artifact i New York i 2015. I forlængelse af indbydelsen voksede hendes interesse for de fjerne slægtninge i USA, hvis forfædre kom til landet i midten af 1800-tallet.

På SVK skaber hun en serie træsnit, der kredser om relationen mellem et menneskes kulturelle ophav og længslen mod nye horisonter.

Motivmæssigt arbejder Inge-Lise med mønstre fra forskellige lande: Ældre danske broderier, spanske pigstensmønstre eller indiske smedejernsgitre.

Mønstrene tegner hun i et forenklet udtryk med tusch eller vandfarve på tyndt thailandsk papir. Derefter valser hun birkefinersplader ind i trykfarve, placerer tegningen ovenpå fineren og kører de to lag igennem trykpressen. ”I det færdige tryk skal mønstrene kun akkurat være synlige bag trykfarven. Jeg forsøger at tydeliggøre de forskellige lag og materialer, og arbejder henimod et abstrakt, rumligt udtryk med en tydelig horisontlinje.”

Det tynde papir vil folde i trykprocessen pga. den våde farve. Dermed får Inge-Lise nogle fine linjer i det færdige tryk. Træets linjer bliver også synlige, og kombinationen af de to materialers forskellige aftegninger på papiret vil blande sig med antydningen af mønstrene i baggrunden.

”Udstillingen skal afspejle den rejsendes udsyn og fremhæve det positive i mødet mellem forskellige kulturer.”