Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I kæmpestore tidligere fabrikshaller skaber Michala Paludan kunst, der peger på udviklingen i vestens industri.

Michala er af Diakron blevet inviteret til at lave en soloudstilling på deres udstillingssted, Primer i Aquaporins lokaler i Kgs. Lyngby. Aquaporin udvikler cleantech og deres lokaler på 7000 m2 består af åbent fabriksrum, kontorer, laboratorier og lager, som Michalas udstilling går i dialog med.

Lokalerne er i deres møde mellem rå fabrikshal og minimal arkitektur iscenesatte og mine værker vil spille op ad denne kontekst, fortæller Michala.

Lokalerne er symptomatiske for de sidste års trend i vesten, hvor man går bort fra menneskedrevne fabrikker og finder nye formål med lokalerne som enten robotdrevne faciliteter, til idébaseret arbejde eller som udstillingssteder. Lokalerne indeholder således et mikrokosmos af historien omkring arbejdets skiftende karakter, som Michala vil aktivere ved hjælp af forskellige scenografiske greb.

Fra gulv til loft
I de meget højloftede lokaler ønsker Michala med sine værker at pege på de forskellige funktioner til forskellige tider i rummet:

Gulvet har et meget moderne, nutidigt filter imens loftets indretning peger tilbage til fabriksfunktionen. Med mine værker vil jeg pege på hullerne i det moderne filter og flette de to verdener sammen.

Helt konkret arbejder Michala bl.a. på en klynge af protestskilte, der skal stå midt i lokalet som en samlet masse. Skiltene er lavet i metal og sprøjtelakeres inden de får tilføjet tekst og billeder.