Hop til indholdet.

Projekt

Primordiale billeder

2016 / Billedkunst

Billedkunstner, Ditte Knus Tønnesen, arbejder på en række værker i glas med analoge fotografiske print, fotocollager og masker i ler til en kommende udstilling i Oktogonmontren i Det Kongelige Bibliotek.

Jul. 2016

Oktogonmontren er et ottekantet vitrineskab ejet af Det Nationale Fotomuseum. I montren præsenteres aktuelle, mindre udstillinger af kunstnere, der arbejder specifikt med det format, som montren udstikker. Ditte arbejder således på en totalinstallation, der ikke blot præsenterer elementer i montren, men inkorporerer den i selve værkerne.

Glas og fotografi
Hun benytter trapezformede glasstykker, der går i samspil med det glas, der allerede sidder i montren og bemaler dem med flydende emulsion i mørkekammeret. Hun eksponerer dem og fremkalder glaspladenegativer/-positiver. De analoge fotografiske print bliver efterfølgende påført flere lag gennem forskellige collageteknikker.

Fotografiske collager
Ditte har afprøvet forskellige collageteknikker, hun bemaler glasstykkerne på den ene side med akryl, så farverne skinner igennem det analoge fotografiske print. Desuden har hun udført graveringer i glasset for at fremhæve detaljer fra fotografiet og lade dem smelte sammen med glasset. Ditte graverer i hånden, fordi hun betragter det håndgjorte som en kontrast til kameraets meget nøjagtige gengivelse. Derved bliver håndgraveringerne også en abstraktion og en fortolkning af det oprindelige fotografi.

Lermasker
Flere af motiverne i Dittes fotografier trækker på en bred vifte af referencer til commedia dell’arte, maskespil og teatertraditionen. Eksempelvis har hun arbejdet med harlekinmønstre og udformet små masker i lakeret ler. Disse skifter ansigtsudtryk alt efter, hvordan man vender dem. Hun påtænker at bearbejde dem i mørkekammeret, så de får påført et fotografisk print.

Tematisk tager projektet udgangspunkt i det primordiale, og Ditte ønsker at udfordre forholdet mellem originalen og kopien gennem en eksperimenterende tilgang til den fotografiske proces.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260