Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Keramisk formgiver, Ane-Katrine von Bülow, og kunstner, PhD arkitektur og civilingeniør, Anja Bache, arbejder på et fælles udstillingsprojekt, Ornamental Play til galleri Oxholm i København.

Ane-Katrine arbejder kompromisløst med at udfordre keramiske materialer og konstruktioner, indenfor kunsthåndværkets skala og objekttyper. Anja har som kunstner, forsker og designer arbejdet i en årrække med udvikling af keramisk beton til facader og udsmykninger. Hun undersøger, hvordan forskellige beton materialer, opfører sig, når de behandles keramisk og skaleres op i en langt større skala end materialet normalt anvendes i.

I dette projekt skaber Ane-Katrine og Anja dialog mellem de forskellige materialer, skalaer og formål, som de individuelt arbejder med. De søger at skabe et møde mellem det uregerlige stabile beton materiale i den arkitektoniske skala og skulpturen i det smidige, bevægelige ler i kunsthåndværkets skala.

Til udstillingen i Galleri Oxholm, arbejder Anja med keramisk beton i arkitektonisk skala. Det er en serie stedspecifikke værker, 1:1 modeller af væg paneler. Panelerne støber hun i en særlig blanding af beton keramik, som hun har udviklet i et af Realdania fonden støttet projekt. Derved kan hun behandle betonen som keramik, brænde den og glasere med hvid blank glasur. I brændingen trækker panelernes skarpe kanter op igennem glasuren, så den keramiske beton blottes under glasuren. Betonkeramikken har Anja designet, så den bliver mindre ”skør”, end ler almindeligvis bliver i den arkitektoniske skala. De keramiske beton paneler skal til udstillingen i Galleri Oxholm kombineres med andre byggematerialer, som en afsøgning af ornamentet.

Ane-Katrines værker er en serie skulpturelle trekantede prismer, lave kar og høje beholdere. Prismerne varierer indbyrdes i et skalaforhold i højde og bredde. Ane-Kathrine har skitseret skulpturerne digitalt og printet modeller på 3D printer i en mindre skala, før det fysiske krævende, risikable og mere præcise arbejde i Keramikværkstedet på SVK.

I arbejdet med de to største skulpturer på henholdsvis 30 og 40 kilo, udfordrer Ane-Katrine ” lerets natur” og hendes egne kræfter. De store keramiske lige flader er svære at håndtere og skrøbelige, før de bliver brændt. Derfor består en stor del af processen i at udforme ”hjælpemidler”, forme og støttestativer, til udfærdigelsen af skulpturerne. Prismerne bygges op af tre identiske ligebenede trapezer, der med de rette grader skråvinklede sider, kan sættes sammen med slikker i smig. Derved kan hun skabe den præcise vinkel, som hun ønsker, at prismen skal rejse sig i.

For at opnå et stabiltmateriale har hun i Keramikværkstedets lerælter og kompressor blandet et porcelænsler og et stentøjsler med charmotte og plastikfibre. Materialet glaseres med en speciel hvid, mat glasur, hvorved hun opnår et tilsigtet køligt hvid udtryk. Skulpturerne skal efterfølgende dekoreres med transfertryk, som så igen brændes og trykket synker ned i glasuren. Dekorationen forholder sig til skulpturens form og er et samspil med Anjas grafiske relief paneler. Sådan mødes deres forskellige formsprog i et grafisk udtryk.