Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Steen Ipsen har ved flere lejligheder indtaget SVKs store lerværksted til sine forskellige temaproduktioner. Senest i 2011, hvor han arbejdede med temaet ”Tied Up”. Nu er han tilbage i værkstedet for at eksperimentere med organiske former i en serie af nye værker.

Apr. 2015

Siden 2006 har Steen arbejdet med kugleelementet, da det var et formelement, hvor han kunne udnytte kuglernes utallige kombinationsmuligheder. Kuglen har givet ham mulighed for målrettet at eksperimentere med den rumligt dekorerede form og med dens mange udtryksmuligheder. Kugleobjekterne er fortrinsvis glaseret i sorte og hvide monokrome glasurer, der bindes op med læder og PVC i farver, der danner kontrast til kuglernes organiske formsprog. Kugleelementet er fortsat et tema, Steen vil arbejdet med, da det stadigvæk udfordrer med de mange kombinationsmuligheder.

Sideløbende begyndte Steen for ca. to år siden at arbejde med nye organiske former. Efter at have arbejdet med forskellige geometriske elementer gennem flere år, ønskede Steen at eksperimentere med håndmodellerede objekter. Objekterne opbygges efter det almindeligt kendte princip – pølseteknik.

De organiske objekter er fortrinsvis glaseret i hvid sanitetsglasur. Når objekterne er forglødet og efterfølgende slebet helt glatte, overhældes objektet med glasur og sprøjteglaseres efterfølgende.  Objekterne reglaseres og brændes hyppigt op til 3 gange for at opnå en helt glat og porcelænsagtig overflade. Herefter hånddekoreres objekterne med en keramisk transfer. En langsommelig proces, der for de større objekter kræver op til 40-45 timers dekorationsarbejde.

I de organiske arbejder vil Steen stille skarpt på dekorationen. Han vil fokusere på både den dekorerede flade og den rumligt dekorative form. Steen vil have form og dekoration til at indgå i et komplekst samspil. Han vil udfordre dobbelt-krumme, enkelt-krumme eller plane flader, det konvekse og det konkave, det massive og det gennembrudte for at se, hvordan og hvor langt han visuelt kan påvirke objektets form med dekorationen.
De organiske objekter har fortrinsvis været glaseret med en monokrom hvid glasur og dekoreret med en sort transfer, hvor Steen hånddekorerer objekterne med en keramisk transfer. Men under opholdet vil han også eksperimentere med organiske objekter i sort spejlblank glasur.

I løbet af det halve år Steen arbejder på SVK, har han eksperimenteret med en lang række former; meget er skåret fra, meget er modelleret om og det forventede antal værker, der er kommet igennem det kritiske nåleøje, vil være omkring 15 større værker.
Steen Ipsens ophold på SVK var tænkt som mulighed for at eksperimentere med organiske værker i store størrelser, som opholdet på lerværkstedet muliggør. Under opholdet har Steen sendt værker til Art Paris og  sendt fire værker til hovedudstillingen på Icheon World Ceramic Center i Korea, hvor han var inviteret til at udstille værkerne i forbindelse med Gyeonggi Keramikbiennalen i Korea

Flere af hans skulpturer fra både ”Tied up” og ”Organic” skal næste år vises på soloudstillinger på Galerie NeC i Paris og på Puls Gallery i Bruxelles.