Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Den ene er arkitekt, den anden filminstruktør og dokumentarist. Fælles for dem begge er deres poetiske take på egen faglighed, og sammen har de på SVK skabt ideen til et fremtidsrum til en interaktiv installation på Louisianas udstilling om Månen (efterår/vinter 2018-19). 

Installationen tager udgangspunkt i den rekrutteringstankegang, der udspiller sig i Michael Madsens nye filmprojekt The Search. En film, som han stadig er i gang med at gestalte visuelt, og som spekulerer i endnu en mulig fremtidig hændelse: At en flok mennesker en dag melder sig frivilligt til en rumrejse hinsides Månen, hinsides alt kendt.

Til at hjælpe sig med den arkitektoniske udformning af både filmens rumskibs-scenografi og installationen til Louisiana har Michael inviteret arkitekt Jonathan Houser med i projektet.

Houser og Madsen har fundet frem til en arkitektonisk forsimpling af tænkeren Giulio Camillos komplekse og alkymistiske renæssanceteater: et stort bordlignende objekt med en ornamenteret bordplade.

”Vi har taget udgangspunkt i en masse forskellige tegninger – fra mikroskopiske udsnit i granit til billeder af skyer, menneskeskabte ting, en imaginær byplan af Rom fra 1700-tallet. Vi har udvalgt syv lag i alt, og dem har vi lagt sammen og tegnet nogle fællesformer ud fra. De ligger et sted mellem det organiske og menneskeskabte,” fortæller Jonathan Houser.

Disse fællesformer kommer med både abstrakte og konkrete repræsentationer af jordkloden og er indlejret i et stort bordobjekt udskåret i massiv aluminium af 20 mm tykkelse med en diameter på 3,5 m.

Teknik og materiale har stor betydning
Udskæringsarbejdet er foretaget med vandstråletryk, der fungerer ligesom en CNC-fræser. Dog er det ikke materialet, men skærehovedet, der bevæger sig. Fremfor en fræser er det en dysse med et lille hul, der udfører arbejdet. Gennem hullet pumper en meget kraftig pumpe vand tilsat fint sand ud og skærer sig igennem metallet.

I alt har det taget maskinen 70 timer at udskære alle 24.000 linjer, som Jonathan og digital arkitekt Feileacan McCormick har tegnet.

”Det er selve udviklingsarbejdet i tegningen, der har taget tid: Først tegnede jeg alle linjerne, og bagefter måtte jeg og Feileacan oprense dem, så de passede til maskinens evner. En vandstråleskærer kan ikke forme en spids vinkel, fordi den mindst skal have en radius på halvanden millimeter,” forklarer Jonathan.

Bordben og -plade har han fået hjælp til at svejse sammen på SVK’s metalværksted. Det er ikke nemt at svejse noget så tykt i aluminium. Varmen løber hurtigt ud i materialet fremfor at forblive der, hvor svejsningen skal ske. Derfor er der svejset ad flere omgange.

”Den konstruktion, vi har lavet, kræver et materiale, der kan tåle de her lange spænd. Man ville ikke kunne gøre det i træ, uden at det kom til at hænge. Stål ville være for kostbart og for tungt at håndtere. Aluminium derimod spiller rigtig godt sammen med det tema, vi arbejder med. Det har altså både været af praktiske, men også af sanselige hensyn, at vi valgte aluminium som materiale.”

Jonathan har efter fræsningen foretaget en manuel bearbejdning af bordet. Da de udskårne dele kom tilbage fra smedjen, var de alt for grove i udtrykket. Skæresporene var tydelige, og man kunne se, hvordan vand var plasket tilbage på materialet. Han har derfor sandblæst og håndslebet bordet for at give det en ensartet overflade og samtidig bibeholde en håndholdthed i overfladen.