Hop til indholdet.

Projekt

Objects of Use vol.2

2014 / Design

Dec. 2014

Anne Dorthe Vester og Maria Bruuns projekt “Objects of Use vol.2” er en materialeundersøgelse og eksperimenterende videreudvikling af en tidligere konstellation.

Maj 2015

Arkitekt Anne Dorthe Vester og designer Maria Bruun er tilbage på SVK for at eksperimentere med forskellige materialer og teknikker til videreudvikling af projektet ” Objects of Use”, der ligeledes blev fremstillet på SVK. Denne gang drejer opholdet sig ikke om værkproduktion, men udgangspunktet er derimod fremstilling af prototyper med fokus på nye og forfinede detaljer.

I “Objects of Use” fokuserede kunstnerduoen på møbeldesign i en rumlig, arkitektonisk kontekst. Det kom der flere objekter ud af, blandt andet en stol i massivt egetræ på en fod af keramik. Stolen er et af de objekter, der nu gennemgår en ny udvikling i fragmenteret tilstand. Sædet er denne gang udført en anelse større og et nyt ryglæn er snedkereret i egetræ. Foden der før var udført i keramik, har de ligeledes fremstillet i eg. Sædet er lavet som en skammel, der agerer stolens centrum, som de resterende elementer skal bygges op omkring. Anne Dorthe og Maria arbejder intuitivt og tager stilling til materialerne løbende i arbejdsprocessen. Det er derfor ikke en færdig stol, de tager med fra SVK, men derimod brudstykker, de kan arbejde videre med.

Undervejs i processen er nye objekter opstået. En af dem er prototypen på en lysestage, fremstillet i metal.  Derudover har Maria og Anne Dorthe udviklet skulpturelle relieffer i forskellige højder og størrelser. Foreløbigt betegner de dem som ”udstillingsmontrer”, da de består af et antal rammer i træ, fastgjort mellem en række metalbuer. De har dog ikke funktion som montrer, men er tværtimod skulpturer, som udstiller sig selv.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260