Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Der er fuld knald på farverne, når Per Arnoldi, berømt for et stramt og letgenkendeligt formsprog, arbejder i store formater på en ny serie malerier til Viborg Kunsthal.

Feb. 2015

Per Arnoldis kunst består hovedsageligt af geometriske former, skarpe kanter og store farveflader, der er malet i klare, kraftige farver, særligt rød, gul og blå. Værkerne er enkle og stramme i udtrykket, og de skulpturelle og arkitektoniske motiver kombineres med en humoristisk og legende stil, hvorfor han ofte har arbejdet med kommerciel grafik som plakatkunst, design af logoer og illustrationer.

Det minimalistiske formsprog er Arnoldis signatur, men denne gang har han valgt at gribe arbejdet an på en ny måde. Normalvis udspringer hans motiver af tidligere værker, hvorimod der denne gang intet er givet på forhånd. Alle lærreder er bogstaveligt talt kridhvide. Han indleder derfor sit ophold på SVK med reelt tænke-, tegne- og skitsearbejde.

Uden at have bestemt noget i forvejen udforsker han sine idéer og lader udtrykket gro. Først efter flere uger sættes penslen til lærredet.

”Jeg planlagde intet fra starten, men nu kan jeg se, at det som regel ender med en række variationer over det samme motiv. Og jo længere tid man arbejder, dukker gamle motiver alligevel op.”

Picasso-modellen
At han lader sig overgive til referencerne til sin tidligere kunstproduktion kalder Per Arnoldi for ’Picasso-modellen’ (efter Pablo Picasso, der genbruger sine egne motiver) og påpeger at ”disciplinen er ikke at gå tilbage, men at forsøge at bevæge sig fremad.” Cirkus- og teatermotiver har før været genstand for hans kunst, og der er i de nyeste værker en klar reference til det tidligere arbejde. Ikke som en direkte gengivelse, men mere refererende til tidligere værker. På den måde er han nyskabende og arbejder progressivt. I stedet for at fornægte det, som instinktivt falder ham ind, fører han kunsten ud af de tangenter, som byder sig.

Således er Per Arnoldi endt med et resultat, hvor både farver og former er i forlængelse af hans samlede oeuvre. ”Jeg vender tilbage til gammel kærlighed,” forklarer han.

Han har malet et sted mellem 20-25 værker under sit ophold. Med blyantstreger har han skitseret motiverne på de hvide lærreder. Ved hjælp af malertape frembringer Per Arnoldi de knivskarpe overgange mellem hvert farvefelt. På grund af brugen af malertape har det været essentielt, at lærrederne bliver spændt stramt fast på rammerne. Ellers giver lærredet efter, og tværstiverne bliver synlige.

Per Arnoldi har før i tiden arbejdet i eget atelier. På SVK har han nydt godt af den plads og arbejdsro, der er på stedet. Efter i en årrække at have koncentreret sig om arbejdet som kunstformidler, foredragsholder og journalist kan dette projekt ses som en tilbagevenden til billedkunsten takket være en invitation fra Viborg Kunsthal. Her skal værkerne udstilles i efteråret 2015.