I forlængelse af udstillingen ”Human Space Machine” på Henie Onstad Kunstsenter i Oslo, der viser værker af centrale Bauhaus-profiler, skal Pia Rönicke lave et værk, der tager udgangspunkt i forskellige historier og elementer fra Bauhaus.
Pias værk er en ruminstallation bestående af en serie fotografier fra Bauhaus’ studielejligheder, en videoprojektion og et roterende spejl samt tre skærmvægge. Pia vil med installationen fortælle en historie gennem rummet og give beskueren et nyt perspektiv på arkitektur.
På SVK konstruerer Pia de tre skærmvægge på 210 x 118 cm samt det roterende spejl.
SKÆRMVÆGGEN SOM MOBILE
”Ideen med skærmvæggene er, at de skal fungere som en slags mobiler, der potentielt kan forandre sig i det uendelige. De lægger op til visuel interaktion med beskueren.”
Skærmene har Pia udtænkt med udgangspunkt i ideen om en s-formet linje, der løber gennem et stykke papir. I praksis vil linjen fungere som skærmens fleksible led, og afhængig af bøjningens vinkel og beskuerens perspektiv, vil buerne i s’et danne forskellige former – fra smalle måne-former til kuglerunde cirkler.
I udstillingen skal skærmene dels fungere som selvstændige skulpturer og dels som rumdelere, der har indflydelse på beskuerens blik og bevægelser. ”Jeg arbejder med skærmene som scenografiske elementer, der bevæger sig mellem arkitektur, design og kunst. Samtidig er jeg i arbejdsprocessen blevet bevidst om, at skærmene ikke må blive for dekorative. De skal ikke symbolisere noget i sig selv, men virke i dialog med rummet og beskueren. ”
KONCEPT FØLGER PROCES
På Træværkstedet skærer Pia skærmene ud efter en fræsemodel. Skærmene laver hun i østen-finér – en forholdsvis skrøbelig trætype, der let spalter. Pia har derfor været nød til at spartle og slibe skærmene efterfølgende for at få en glat overflade.
Efter flere forsøg med forskellige hængseltyper har Pia fundet en løsning, der både lever op til hendes krav om neutralitet og modstandsdygtighed.
Afslutningsvis maler Pia skærmene med akrylplastmaling. Hun har valgt at male alle skærmene i en mat koksgrå farve, for at gøre dem så neutrale som muligt. ”Hvis jeg havde valgt at male dem i forskellige farver ville beskueren begynde at fortolke og projicere alle mulige betydninger over i dem. Det ønsker jeg ikke.”
Pia overvejede først at lave skærmene i papir eller metal, men endte af flere årsager med at lave dem i træ, blandt andet for at give dem karakter af møbel, men også for at undgå det dekorative udtryk, som papir ville have medført.
Selvom Pia arbejder konceptuelt, er det vigtigt for hende at involvere sig i processen. ”Når jeg er med hele vejen, reflekterer jeg mere over mine valg og fravalg. Jeg bliver bevidst om, hvordan materialer og den håndværksmæssige udførelse præger konceptet. Og jeg bliver ikke fremmedgjort overfor det færdige produkt.”
