Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Arkitekt Rune Bundgaard trækker elementer ud af keramikkens verden og overfører dem til en arkitektonisk kontekst. På lerværkstedet udvikler han klinker af murstensler, som skal fungere som facadebeklædning til huse. Han eksperimenterer med lerets stoflighed, stenenes format, overflade og geometri og udvikler et ophængningssystem.

”Jeg er jo ikke keramiker, så jeg går til leret helt dumt”, siger Rune. Det giver ham en frihed, en fordomsfrihed, at han ikke er keramiker, og det har allerede ført til mange forskellige resultater. Han har eksperimenteret med forskellige former for glasur, malet med gips, blåler og lavet begitning, flamberet lerets overflade, så det krakelerer ved brændingen, drysset kobber– og stålspåner på det inden brændingen, lagt sennepsfrø, ris, kaffebønner og peberkorn i leret, som brændes væk i ovnen og efterlader ar i overfladen, der fungerer som ornamentik.

Mellem kedelig keramik og vanvidsbygninger
Udfordringen er at finde frem til en ornamentik, som ikke bare fungerer på enkeltsten, men også i den arkitektoniske kontekst, hvor der for eksempel er 6000 sten, og desuden at finde frem til en teknik til at lave ornamentikken på stenene, som i sidste ende kan udføres af en maskine. Den store forskel på keramisk kunsthåndværk og byggeri er, at kunsthåndværk ofte er selvrefererende. I byggeri er keramikken en mindre detalje, som virker i kraft af mængden og i forbindelsen til det arkitektoniske værk i sin helhed.” Derfor arbejder Rune på at lave det, han kalder kedelig keramik, som bliver interessant, når der er en stor mængde af sten og i kraft af relationen til den bygning, de beklæder. I forbindelse med arbejdet trækker han på elementer fra arkitekturen som skala, rum, kontekst og relationer. En vild ornamentik kan være smuk på en enkelt sten, men hvis der er 6000 af dem, ”så bliver det virkelig hidsigt, det bliver en vanvidsbygning”, siger Rune og griner.

Lerets egen stoflighed – ærligt byggemateriale
Udgangspunktet for projektet er et paradoks, som Rune ser i den måde, man bygger på i Danmark i dag. Der er en lang tradition for murstensbyggeri, men i årtier har man ikke bygget egentlige murstenshuse, men derimod blot beklædt betonbyggerier med mursten. Det er spild af ressourcer, mener han, og desuden en uærlig og irrationel måde at arbejde med materiale på. Han vil bruge materialet mere ærligt og rationelt ved at få det fulde potentiale ud af det.

Han har bygget en arkitektonisk model af træ, en follie, som teglstenene skal hænges op på. Modellen er både skulptur og en byggeteknisk mock up, som han bruger til at finde ud af, hvordan teglstenene fungerer, når de er ophængt på en flade. Han har planer om at eksperimentere med et ophængningssystem, som fungerer ved hjælp af beslag (indtil videre illustreret ved hjælp af Runes brillestel) og et, der er indbygget i stenen, som skal passe til fremtidige byggerier.

Rune vil helst arbejde med lerets egen stoflighed i stedet for at tilføje fremmedelementer. Ligesom han oplever de murstensbeklædte betonbyggerier som uærlige, oplever han, at de sten, han har lavet med glasur har et skær af uærlighed: ”Det er lidt snyd”, siger han, fordi glasuren skjuler leret, skjuler det egentlige byggemateriale. Når han tilføjer fremmedelementer for at skabe stenenes ornamentik, bruger han derfor helst materiale, som på en eller anden måde har en forbindelse til leret, til jordmetal, mineraler, glas. Han laver blødstrøgne sten; arbejder organisk med leret ved at kvætse det ned i gipsformen. Han har arbejdet sig frem til et format til stenene, som er nogenlunde associationsfrit, fordi han gerne vil have fokus på stofligheden, overfladen og ornamentikken.

Han låner fra traditionelle mursten; låner deres udtryk og materialitet, men slipper også deres dogmer og tænker nyt og arbejder eksperimentelt ved at trække elementer fra keramikken ind i udviklingen af nye teglstensklinker til facadebeklædning.

 

Skrevet af Helene Johanne Christensen