Hop til indholdet.

Projekt

New Born

2015 / Billedkunst

Okt. 2015

I atelieret, Store Formater, arbejder Troels på en række værker, der alle udvider og skubber til vores forståelse af selvportrættet. Værkerne er en art fastfrysning eller manifestation af Troels’ egen krop.

I midten af det store atelier står fire kuber i messing. Kuberne har Troels loddet sammen i metalværkstedet, og gennem en vakuumproces suges luften ud af kuberne, så de nærmest kollapser. Serien af kuber er en visualisering af Troels’ åndedrag over tid, således at mængden af luft, der suges ud af hver kube forholder sig til mængden af luft, Troels har indåndet i en given tidsramme. Med et endeligt værk på 10 messingkuber og en måling af den mængde luft, Troels indånder – en proces, der i fagtermer betegnes inspiration – i et tidsrum på 15 minutter, har Troels foretaget en udregning af, hvor mange liter luft, der skal suges ud af hver kube, for at de kollapser gradvist.

I vakuum-processen fjernes det atmosfæriske tryk i kuberne, hvorved den omgivende luft presser dem sammen. I kollapset opretholder kuberne en kvadratisk struktur, da kollapset udgår fra centret af kubernes indre. Kuberne skal senere efterbehandles med en klar lak for at forhindre en brunlig, mat farve.

Molekylær dagbog
Overordnet er Troels interesseret i forvandling af materialeegenskaber. I sine værker benytter han velkendte elementer, som han vender på hovedet. For Troels er virkeligheden nemlig et foranderligt og flygtigt sted, og han arbejder derfor med processer, der går i dialog med tiden, såsom kubernes gradvise kollaps over et kvarter.

Troels arbejder desuden på et værk, der er en viderebearbejdning af et tidligere projekt, hvor kroppen, tid og ændring af materialeegenskaber ligeledes inddrages. Værket består i et selvportræt, hvortil Troels har fået produceret en kemisk væske svarende til sin egen sved. Væsken indeholder de samme salte og mineraler, som hans krop udskiller i svedporerne. En pipette-anordning drypper væsken ned på en aluminiumsplade i et interval svarende til Troels’ perspiration. Pladen opvarmes, så vandet fordamper, og mineralet aflejrer sig på pladen. På denne måde bliver en form for stalaktit skabt ud fra saltene og mineralerne i Troels’ krop, og værket fungerer således nærmest som en kropslig, molekylær dagbog.

Rummets historie
I Store Formater blev inspirationen til et nyt værk intenderet. Når man træder ind i rummet, går man ind i noget tidligere – noget, som har været før, som man nu bliver en del af. Det er Troels’ intention at lave et indslag i rummet, som kan generere en form for udvikling i værket. Helt konkret har han støbt en kube af kaliumsulfat – en kemisk blanding, der tiltrækker vandmolekylerne i luften, og som derfor ofte anvendes til affugtning i kældre o. lign. For to uger siden lagde Troels kuben af kaliumsulfat på et sort underlag, og efterhånden har kuben opsamlet rummets fugt, der får saltene til at smelte. Rummets luft får således kubens struktur til at ændre sig. Kuben er en model, og Troels forestiller sig at bygge en mur af kaliumsulfat som byggeklods, som så med tiden vil kollapse grundet omgivelsernes påvirkning. Netop denne konstante dialog og gensidig afsmitning mellem krop, materialer og omgivelser er en genererende faktor for mange protoprocesser og projekter i Troels’ kunstneriske arbejde.

Senere, i løbet af opholdet på SVK, rykker Troels i Huggegården, hvor han skal skabe konkave spejle af beton inspireret af et tidligt overvågningssystem skabt af englænderne i mellemkrigstiden, hvis formål var at måle lydbølger. Her skal han først dreje nogle store skiver i gips og derefter støbe beton på dem.