Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner, Hardy Brix, udfører aftryk af forskellige plantematerialer med akvarelfarve. Hans naturprint er en videreudvikling af det arbejde, han påbegyndte under en rejse til Svalbard, hvor han eksperimenterede med iceprints.

Rejser til nordiske og arktiske landskaber, Lofoten, Svalbard, Grønland og Antarktis, udgør Hardys inspirationskilde til oliemalerier. Han udfører akvareller på rejserne, og værkerne rummer iagttagelser af naturen, motivisk arbejder han med lyset, vejret og stemningen. Under en ekspedition med organisationen The Arctic Circle til Svalbard i 2015 begynder Hardy at eksperimentere med iceprints. Ganske tilfældigt opdager han, at isen danner interessante formationer på papiret, når den smelter. Han begynder at arbejde bevidst med at tilføre isen farve, som sætter sig som aftryk på papiret. Under et ophold på Fanø senere på året videreudvikler han teknikken til naturprints. Han laver aftryk af forskellige plantematerialer med akvarelfarve, og da han ikke har adgang til grafiske faciliteter, presser han sine tryk ved at træde på dem. På SVK overfører Hardy sin teknik til stort format.

Tilblivelsesprocessen
Arbejdet indledes med at bemale et stykke papir med hvid akvarelmaling. Hardy forstøver vand på alle sine papirer både før og efter påføring af maling, så de forbliver våde, når de føres gennem litopressen. Han lægger nu sine indsamlede plantedele, blade, blomster og stængler, på det hvide ark. Et andet stykke papir bemales med en farve og lægges ovenpå det første ark med farvesiden nedad. Han fører nu de to ark gennem pressen. Når han skiller arkene ad, får han et negativt og et positivt aftryk, og den hvide maling blander sig med farven og vandet, så forskellige farvenuancer opstår på begge ark. Hele processen udføres i et hurtigt tempo for at undgå, at malingen tørrer undervejs.

Hardy har eksperimenteret med monotypier ved at påføre maling i papirets top og lade pressen fordele malingen på resten af papiret. I andre print benytter han passepartout for at undgå, at vandet og malingen bliver presset uden for rammen.

Hjemmelavet akvarelmaling
Hardy laver selv sin maling ved at blande pigment med et bindemiddel bestående af gummi arabicum, vand, glycerin og sukkersirup. Han river selv farven, fordi han derved kan ramme den rette konsistens. Det er vigtigt, at malingen ikke er for tyk, så han hurtigt kan male den på papirerne.

Dokumentation af en arbejdsproces
Under sit arbejdsophold på Fanø dokumenterede han sin arbejdsproces ved at klistre udklip af værkerne ind i en lille bog. Det samme gør han denne gang, dog bruger han kun de mislykkede print og skærer de vellykkede elementer ud via en passepartout.

En ukontrolleret proces
Det eneste Hardy selv har kontrol over i sine værker er farve- og plantevalg. Resten er op til tilfældighederne, han kan ikke forudse, hvordan malingen går i forbindelse med vandet og hvilke mønstre, der opstår. Denne uforudsigelighed gennemløber store dele af hans kunstneriske praksis, hvor klimaets og naturens omskiftelige karakter bliver bestemmende for motivet – en foranderlighed, som han må underordne sig, forholde sig til og arbejde med.