Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I et af stueetagens store atelierer breder kunstnergruppen Island Lifes værker sig ud og tårner sig op. De fire kunstnere, Nanna Starck, Charlotte B. Johansen, Christina Hamre og Annesofie Sandal, arbejder på et større antal rumlige værker, som ikke bare deler tematik, men hvor også elementer i metal går igen.    

Til Kunstmuseet i Tønder skaber Nanna, Christina, Charlotte og Annesofie totalinstallationen MOL, som kommer til at bestå af en række skulpturelle værker. Værkerne forbindes tematisk af en særlig nordisk melankoli. Med en skæven til farveholdningen i nordisk kunst og skandinaviske naturmaterialer undersøges forbindelsen mellem Nordens mørke og kulde og sindstilstandens melankoli.

Tematikken kommer til udtryk på forskellige måder i værkerne, men et vist forbrug af metal har skabt en figurativ rød tråd. ”Vi er alle endt op med nogle meget luftige metalstrukturer, så når man kigger rundt i atelieret, går der nærmest en streg igennem rummet”, siger Christina. Nanna tilføjer; ”Det, at vi hele tiden har været i dialog omkring værkerne, har måske underbevidst skabt nogle naturlige bindeled mellem dem. Men måske er det også fordi, metalværkstedet er lige på den anden side af døren.”
Kigger man rundt i atelieret, ser man ikke blot metal, men alt fra ølflasker, plastikøjne og parykhår til flamingo, gips, keramik, uldent tekstil, fotografier, skind, en projektion og et vissent juletræ. Det er tydeligt, at de fire kunstnere har hver deres individuelle udtryk og forskellige måder at gribe det an på.

Realiseringen af idéen uden at være styret af materialet
Fælles for alle fire kunstnere er, at de ikke er knyttet til et bestemt materiale eller en bestemt teknik; ”det er idéen, og hvad der kan lade sig gøre inde for den ramme, som bestemmer materialerne”, fortæller Nanna Starck.

Nanna vidste, at hun skulle bygge nogle strukturer op og efter at have rådført sig med værkstedslederne i både metal– og træværkstedet, fandt hun ud af, at hun i metal nemmest og hurtigst ville kunne komme op i skala. Med en simpel punktsvejsning sætter hun de 8mm jernrør sammen til menneskelignende skelletter i forskellige stillinger. Til de forskellige kropsdele arbejder hun i voks, gips og selvtørrende ler. Hovederne skærer hun ud i flamingo, modellerer dem op og sætter kunstige ”Halloween-øjne” på.
Hænderne udgøres af mannequinhænder, og i gips støber hun fødder i tennissokker.

I modsætning til Nanna, kom Christina til SVK med en masse skitser og havde på forhånd klippet stoffet ud til de uldne skulpturer, hun syr i atelieret. Hun arbejder herudover på en serie gipsskulpturer, som hun maler i atelieret. Gips er et nyt materiale for hende, og det frie processuelle arbejde med gipsskulpturerne, som adskiller sig fra det mere forberedte arbejde med uldværkerne, inspirerer hende til at afprøve flere nye ting i værkstederne. ”På en måde er det lidt trist”, siger hun, ”for nu er jeg bevidst om alle de muligheder, der her er for at arbejde med forskellige værktøjer og materialer, og så får jeg masser af nye idéer til værker, jeg gerne vil have realiseret, men som jeg ikke har tid til.”

Charlotte har haft en lignende oplevelse. ”Det hele er gået som det skulle, der har ikke været nogen problemer, tværtimod har jeg bare fået flere og flere idéer, fordi jeg er blevet opmærksom på, hvad man kan her”, siger hun. Hun vidste på forhånd, at hun skulle skære plader, svejse og pudse i metalværkstedet. Flere af værkerne har hun haft med hjemmefra, bl.a. den rustne stålbriks, som står ude på midten af ateliergulvet med en oppustet metalpude på toppen, men hun udvikler på dem løbende og prøver nye ting af.

I midten af rummet har Annesofie placeret to store metalværker; nogle trekantede teltstrukturer i forskellige størrelser og et værk i bøjet stål, som er svejset sammen i bunden. Hun er i gang med at udforme arbejdstegningen til et andet metalværk; en art lysekrone i flere dele, der skal hænge ned fra loftet med smeltede stearinlys på. Annesofie har brugt metalværkstedet en del og har her forelsket sig i de forskellige maskiner og teknikker, hun er blevet introduceret til. Hun har svejset, valset og, ligesom de fire andre, løbende fået idéer til nye værker. Hun havde ikke på forhånd planlagt, hvilket materiale, værkerne skulle udføres i, men tog udgangspunkt i, hvad der kunne lade sig gøre for på bedst mulig vis at kunne realisere sin idé. ”Metalarbejdet har været en win-win”, siger hun efter at have erfaret tilgængeligheden og hurtigheden i arbejdet med metal.

Figurativ dialog
Den tætte kontakt har gjort de fire kunstnere bevidste om ikke at træde over hinandens enemærker. ”Man kan kalde det en figurativ dialog, som i højere grad er en udveksling af idéer, end at vi mimer hinanden”, forklarer Annesofie. ”På grund af dialogen, og fordi vi arbejder så tæt ved siden af hinanden, får vi et værk, som er mere kollektivt”, tilføjer Christina.

De arbejder sjældent så tæt sammen som her. Normalt finder de en fælles ramme, som de individuelt arbejder inden for og går til sidst sammen om installeringen af udstillingen.
Når udstillingen i Tønder skal installeres, skal de fire sammen forbinde værkerne med et 2 km langt reb. ”Vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at fungere med rebet. Der er vi nødt til at være i udstillingsrummet og prøve os frem”, siger Nanna.

Island Life producerer altid et fælles plakatværk, der sætter stemningen for udstillingen. Her møder de hver især op til fotografering med rekvisitter og kostumer, som de afprøver på forskellige måder og ser, hvad der sker i øjeblikket. Billedet har de for nyligt fået taget ude foran SVK, og den grafiske efterbehandling udfører de sammen.

Skrevet af Laura Reumert