Enkelte bærer på en reel funktionalitet, andre er abstrakte. Spørger man personen bag, er de gigantiske, deformerede stålrør dog først og fremmest skulpturer og formeksperimenter. Jakob Jørgensen, som er uddannet møbeldesigner, men ynder at kalde sig formgiver, har haft ophold på Statens Værksteder for at skabe værker til sin aktuelle soloudstilling på Galerie Maria Wettergren i Paris.
Jakob Jørgensen har i et par år været optaget af at arbejde med stål som et formbart materiale og derigennem undersøge materialets formsprog og egenskaber. Han begyndte sine eksperimenterende formgivninger af metalrør på et tidligere arbejdsophold på Statens Værksteder, hvor han skabte den skulpturelle udendørslampe Blitz, der blev udstillet på Snedkernes Efterårsudstilling i 2017.
Naturformer
Udgangspunktet for Jakob Jørgensens skulpturer er cylinderen – en geometrisk grundform, som i formgivningsprocessen får nye betydninger. Han har været interesseret i at give den geometriske form et organisk udtryk og har fundet inspiration i naturformer.
Ét rør har fået form som en hestebønne (Faba), et andet som en moderne totempæl (Totem) og et tredje har fået knopskud som på et træ (Baum). Fælles for dem er, at de er minimalistiske i deres udtryk, og at de i kraft af deres store skala gør et kropsligt indtryk. Men de er hverken fuldblodsdesign eller fuldblodsbilledkunst; de er skulpturelle objekter, formgivne udtryk.
Funktionaliteten på et minimum
I Jakob Jørgensens optik er formgivning en selvstændig kunstform med et selvstændigt sprog. En kunstform, der kommunikerer uden skrift og tale, uden teori og akademia, kun med form.
I projektet er funktionaliteten skruet ned på et minimum. Det er den skulpturelle form, der er central. Og som det ofte er med minimalistiske og konkrete skulpturer, beder de beskueren om at forholde sig til dem på en anden måde end designobjektet eller det fortællende kunstværk. De skal sanses, fornemmes og tænkes over.
Presser og gasesse
Det er gængse metoder, Jakob Jørgensen har anvendt, når han har givet form til de flere meter lange og flere hundrede kilo tunge stålrør. At anvende metoderne på så tungt et materiale og i så stor skala har dog ikke været helt lige til og krævet høj håndværksfaglighed. Men for Jakob Jørgensen er det netop, når det kommer op i skala, at man får en fornemmelse af, at der er kræfter i spil.
Selve deformeringen af rørene har han skabt med 30 tons pres og opvarmning med gasesse ved flere hundrede grader. På Faba har han arbejdet med tryk udefra og ellers ladet røret være intakt i dets originale form. Røret har han trykket seks gange og dermed inddelt det i syv felter for at give det form som en hestebønne.
Totem-skulpturen er ligeledes blevet skabt med tryk udefra, men trykkene er her blevet brugt til at lave huller i røret.
”For at kunne lave hullerne havde jeg forinden skåret deres fladeovale form ud i røret, hvilket vil sige, at jeg allerede inden selve trykkene ændrer på rørets form. Det gør, at røret allerede her mister sin naturlige sammenhængskraft, og at der ikke længere er modstand.”
Modsat de to andre er Baum blevet skabt med tryk indefra og med opvarmning, men består ellers i sin intakte form ligesom Faba. Opvarmningen gør, at det bliver lettere at lave trykkene. Det er muligt at gøre det uden opvarmning, men det kræver meget mere tryk indefra, som kan være svært at generere.
Jakob Jørgensen har anvendt rør med glødeskal, som er det, der giver dem den sorte farve. Når farven på Baum-skulpturen bevæger sig fra sort til rustrød, skyldes det således opvarmningen. Nogle steder er stålet blevet opvarmet med over 800 grader, hvilket gør, at lag i stålet løsnes og glødeskallen sprænges. Havde han derimod styret det fuldt ud, så alle tryk havde fået samme varme, ville overfladen have været den samme over det hele.
