Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Karen Bjelke behandler udvalgte fragmenter af sin barndom og omsætter dem til tekstile værker. Hun benytter stof som malepalet for at udforske patchworkstilen og nedbryde traditionsbundne metoder knyttet til denne stil.

 

Karen eksperimenterer med forskellige tekstile genbrugsmaterialer som gamle duge og sengetøj. Hun tager udgangspunkt i det pixellerede med kvadratet som det bærende element.

 

Overdreven pixellering skaber uklarhed og et diffust udtryk, og på den måde skaber Karen et billedværk, der sætter distance mellem værk og beskuer. Et billedværk sløret til i pixellering og samtidig forstørret til ukendelighed som udtryk for dobbeltheden imellem en udstillet privatsfære og tilsløringen af samme.

 

Der er tale om tre store værker, der tager afsæt i Karens tidligere miniaturebroderier for at afprøve, om det store format kan skabe en ny form for afstand værk og beskuer imellem.