Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Sammen med tre andre kunstnere udstiller keramiker og billedkunstner Manuel Canu i foråret 2017 på Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev. I udstillingen MELLEM / RUM skabes forskellige former for interaktion mellem både kunstneriske medier og udstillingsrum. 

Af de tilsammen fire kunstnere som udstiller – Manuel Canu, Allan Stabell, Stine Jespersen og Kirsten Bøgh – er to malere og to keramikere.  De skal udstille i to forskellige rum på Gammelgaard, og hvert rum vil indeholde bidrag fra henholdsvis en maler og en keramiker.

Katedrallignende skulpturer
Manuels bidrag er to skulpturer, som formmæssigt mimer katedralens arkitektoniske udtryk. På SVK har Manuel arbejdet på skelettet af skulpturerne, som færdiggøres endeligt på Gammelgaard, hvor de beklædes med råt, ubrændt ler, der fæstnes til skulpturerne ved hjælp af hønsenet.
Den ene skulptur opbygges af et skelet af lægter, som beklædes med MDF-plader, mens den anden, i samme form, skal suspenderes fra loftet i det næsten 6 meter høje rum på Gammelgaard. Den bygges op af en jernramme, hvorfra der hænger nylonreb i forskellige længder. Rebene vil visuelt danne samme katedralform som træskulpturen, men vendt på hovedet. Under den hængende katedral installeres et spejl, som vil spejle skulpturen i hele dens dybde og bredde.

Stor skala i Store Formater
På SVK har Manuel arbejdet i atelieret på plan 1, Store Formater, ved siden af metalværkstedet. Frank, der er leder af metalværkstedet har hjulpet Manuel med at indkøbe materialer til rammen der svejses i jern. Manuel havde ikke selv svejset før, og fik lidt hjælp fra en af de andre brugeres tekniker. Inde på sit atelier har han haft en kap/geringssav stående, som han har lånt fra træværkstedet, til at tilskære sit træ med. De store skulptur-forarbejder fylder godt op i Store Formater, og Manuel har haft et stillads stående for at kunne arbejde i højden. Det er nyt for ham, at arbejde i så stor en skala:

”Jeg er vant til at arbejde stort, men ikke så stort, så nogle gange bliver jeg lidt nervøs for, hvor jeg er på vej hen. Men det giver mig egentlig bare lyst til at bygge endnu større.”

Steds-specifikke, arkitektoniske installationer
På Gammelgaard udstiller Manuel i rum sammen med maleren Allan Stabell, som han kender godt, og hvis arbejdes kvalitet han stoler på. De har meget tilfælles i forhold til deres inspiration af ornamentik og arkitektur, men har deres hver deres egne særegne udtryk. Selvom de to kunstnere har arbejdet hver for sig med forberedelserne til udstillingen, fortæller Manuel:

”Da jeg så Allans værker blev jeg overrasket, fordi de ligger så tæt på hinanden nu. Det er ret interessant.”

I Manuels kunstneriske praksis inddrages, som på Gammelgaard, ofte arkitektoniske elementer, der leger med vores opfattelse af rum. Udstillingsrummene er derfor et vigtigt element i udviklingen af hans værker. Denne praksis har han arbejdet med siden 2007, hvor han til en afsluttende udstilling under et residency-ophold på Guldagergaard – International Ceramic Research Center, stod uden værker til udstillingen, fordi hans værker var smeltet i en meget varm ovn. Han fandt i sidste øjeblik en gammel stol, som han beklædte med rå-ler, og endte med at udstille. Det værk kunne noget og vækkede en interesse hos Manuel samtidig med, at det fik rigtig god respons. Han har derfor sidenhen fulgt og udviklet dette, mere billedkunstneriske, spor i sin kunstneriske praksis.