Hop til indholdet.

Projekt

Mange logikker – ét univers/Mange universer – én logik

2016 / Billedkunst

Billedkunster, Kasper Lynge Jensen, bruger sit ophold på Statens Værksteder for Kunst i grafikværkstedet og atelieret på plan 3, hvor han arbejder på en serie billeder, han fremstiller ved at forene elementer fra forskellige grafiske tryk.

Apr. 2016

I grafikværkstedet har Kasper belyst forskelligt materiale som ståltråd, armeringsnet og bagepapir for at lave serigrafiske rammer, som han bruger til at trykke sine billeder på. Han bruger flere rammer til hvert billede og sammensætter de forskellige grafiske elementer, så de indgår i en ny helhed med hinanden.

De fleste forbinder det grafiske udtryk med det todimensionale, men det har Kasper forsøgt at gøre op med. I sit undersøgende arbejde har han eksperimenteret med at gøre det rumlige fladt, og han har f.eks. belyst et sammenkrøllet stykke metalhegn og brugt det til at lave sine egne grafikrammer.

Spontan grafik
Traditionelt set er grafikdisciplinen kædet sammen med det serielle, og man trykker flere eksemplarer af det samme billede. Det udfordrer Kasper i sine værker. Han inddrager en spontanitet og umiddelbarhed, man sjældent forbinder med grafikken. Ved at sammensætte de grafiske elementer fra forskellige rammer skaber han unikke værker, som ikke er en del af et oplag med flere eksemplarer.

”Jeg er ikke interesseret i at lægge mig ind i den grafiske trykketradition, men er meget optaget af de processer, som serigrafien tilbyder. Det er et rigidt og visuelt hårdt medie, som jeg finder interessant at arbejde spontant og intuitivt med.”

For Kasper er det vigtigt at sammensætte forskellige elementer i stedet for at lade sine udtryksmuligheder begrænse af et bestemt materiale eller en bestemt teknik.

”Mit samlede grafiske univers, er skabt ud af delelementer. Når de forskellige enkeltstående elementer bliver hængt op, skaber de et nyt univers, som har sin egen logik”.

Den frie proces
Under sit ophold ved SVK arbejder Kasper ikke hen mod en bestemt udstilling, og det er med til at gøre hans arbejdsproces mere åben og eksperimenterende.

”Det er frisættende ikke at arbejde hen imod en bestemt udstilling. Det gør processen fri, undersøgende og produktiv”.  

Kasper bruger meget tid i værkstedet på at iagttage og afprøve. Han sammensætter elementer fra de forskellige rammer og kombinerer klassiske elementer med nogle, der er mere moderne. Ved at sammensætte kontrasterne håber han at kunne skabe billeder, som afføder en dialog med beskueren, der vil fortsætte med at være interessant. Der må gerne være en sten i skoen og en visuel undren, der gør, at værket bliver ved med at rumstere i beskuerens bevidsthed.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260