Billedkunstner Lærke Lauta har de sidste ti år arbejdet intensivt med videokunst. Under sit nyligt afsluttede ophold på Statens Værksteder var det dog pensler og lærreder, hun havde trukket frem, for således at genoptage og videreudvikle sit arbejde med maleriet. På tre måneder blev det til en række nye malerier, en ny maleteknik og faktisk også et helt nyt formsprog.
Masser af vand. Det er hovedkomponenten i Lærke Lautas nye maleteknik. Som et alternativ til den porøse akvarel- og blæktegning har hun på SVK eksperimenteret med og udviklet en måde at overføre ”følelsen af akvarel” til store akrylmalerier på lærred.
Foruden masser af vand maler hun i tynde og mange lag. Lærredet lægger hun på gulvet, lidt i stil med ’action-malernes’ ekspressive teknik, hvor maling dryppes eller kastes ud på lærredet – hos Lærke Lauta er det bare vand, der dryppes på. For så opnår hun akvarellens vandige udtryk, men har samtidig muligheden for at male over igen og igen; ligesom med oliemaleriet.
Figurationen oversat
Den nye teknik har for Lærke Lauta også afledt et helt nyt formsprog. Hidtil har hun udelukkende arbejdet med et figurativt og meget historiefortællende sprog, men på Statens Værksteder har hun for første gang skabt en række abstrakte værker i store formater, som tilføjer et nyt lag til de figurative billeder.
Faktisk udspringer de abstrakte værker helt specifikt fra de figurative. Det kan være et hjørne i en figurativ scene, som udgør kompositionen i et af de nye abstrakte. Eller en bestemt farveholdning, som viderebearbejdes i abstraktionen. Og på den måde hører værkerne sammen to og to. Ét figurativt og ét abstrakt. Én scene over for ét abstrakt rum. Hun zoomer ind, udtrækker et ekstrakt, skalerer op i format og skaber på den måde et åndehul eller abstrakt landskab for de stemningsmættede og narrative figurationer.
At sætte en visuel stemning
Lærke Lautas nye abstrakte univers danner en samhørighed med den amerikanske malertradition, som førnævnte ’action painters’ også tilhører; den abstrakte ekspressionisme. Man kan finde lighedspunkter til værker af eksempelvis Marc Rothko og Helen Frankenthaler; det samme akvarelle udtryk og eksplorationer af farve i store felter.
Men lader man blikket falde tilbage på Lærke Lautas figurative malerier, forsvinder referencen som dug for solen. Her er det scener, inspireret af snapshots taget med et mobilkamera, der dominerer. Personlige og intuitive fortællinger, som ikke er sat i verden for at tematisere, teoretisere eller problematisere, men for at skabe visuelle og vedkommende historier gennem stemninger.
Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo
