Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Shiyuan Liu arbejder samtidig med sit projekt Beyond the Pale på en filmproduktion. Hun skyder optagelserne i København og Sverige og redigerer materialet på SVK.

Jan. 2015

Shiyuan Liu har optaget romantiske filmsekvenser under forskellige vejrforhold og i skiftende årstider. Hun har indsamlet filmmateriale fra velkendte film med romantiske scener, og derefter har hun genindspillet sin egen version af scenerne for at skabe sin egen kærlighedshistorie. Hun gør brug af symboler såsom hav, solopgang, solnedgang og andre stereotypiske indikatorer for kærlighed for at udforske, hvordan romantik og kærlighed præsenteres i den nutidige, visuelle kultur.

Filmen vil være omkring 30 minutter lang og vil blive komplementeret med omkring 20 fotografiske værker.

I filmen vil Shiyuan Liu eksperimentere med persongalleriet og bruge forskellige lyshårede kvinder til at spille én lyshåret karakter, og den samme kvinde til at spille tre forskellige karakterer. Skuespillerne kommer fra Skuespilleskolen og er fundet via Facebook.

Filmens tema undersøger livet med multikulturel baggrund. Projektet har mange betydninger og lag. Først og fremmest er det et projekt med mange referencer til filmhistorien, som udforsker, hvordan viden og historie overbringes fra menneske til menneske. Andet lag refererer til Shiyuan Lius egen praksis, hvor hun ofte har arbejdet med, hvordan visuelle indtryk kan påvirke vores holdninger og sindstilstand. Det tredje lag refererer til selve filmmediet, og hvordan film, fotografi, video og billeder overbeviser os om at tro på dem og deres budskab.