Hop til indholdet.

Projekt

Langsomt siver det gennem mine hænder & Rokoko-Mania

2011 / Kunsthåndværk

Apr. 2011

Beklædningsdesigner Nikoline Liv Andersen arbejder med to udstillingsprojekter: En soloudstilling til Horsens kunstmuseum og et udstillingsprojekt til Designmuseum Danmark.

SOLOUDSTILLING PÅ HORSENS KUNSTMUSEUM
Med et alter og et væld af kroppe vil Nikoline Liv Andersen beskrive livets skrøbelighed og forgængelighed, mennesket i forsvar overfor døden og kroppen i opløsning. Udgangspunktet er barokkens Vanitas – tanken om, at alt jordisk er en illusion og forgængeligt. Nikoline Liv Andersen undrer sig over et samfunds evige stræben efter økonomisk overflod i et liv, der uomtvisteligt mister al verdslighed ved udgangen. Projektet indeholder en melankoli over et liv uden mening og en uforståelighed overfor en uundgåelig død – hvorfor skal vi leve, hvis vi skal dø?

UDSTILLINGSPROJKET TIL DESIGNMUSEUM DANMARK
På Designmuseum Danmark er Nikoline Liv Andersen inviteret til at deltage i udstillingen ”Rokoko-Mania”, sammen med beklædningsdesignerne Anne Damgaard og Laura Baruél samt den afrikanske kunstner Yinka Shonibare. Nikoline Liv Andersen tager afsæt i de klassiske japanske aber, der ikke ser, ikke hører og ikke taler og derved naivt lukker øjnene for omverdenen.

Med udgangspunkt i aberne visualiserer hun via beklædningsskulpturer en pendant til det franske hof under Louis d. 16., hvor overdreven overflod og dårlig kommunikation mellem adel og borgerskab førte til Den Franske Revolution. Nikoline Liv Andersen vil med dette i mente drage treenigheden af de 3 aber ind i en nutidig rokoko, hvor globaliseringen er påvirket af skæv kapitalisme, farlige magtbalancer og stædig kamp om religion og ytringsfrihed. Aberne bliver fablens symbol på nutidens blinde forbruger og datidens Marie Antoinette.

Aberne iscenesættes siddende på hovederne af 3 kvinder, som var de rokoko-parykker. Dermed påfører kvinderne sig hver en abe. I beklædningen til kvinderne er arbejdet med tekstilerne essentielt, og Nikoline Liv Andersen lader sig inspirere af rokokotekstilernes detaljerigdom og beklædningens ekspressive stil. Det endelige udtryk er ironisk med abernes naivitet, men samtidig rummer det en seriøsitet i håndværket og en alvor over historien.