Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

”Kakkelbord” er et samarbejde mellem designer Christina Liljenberg Halstrøm og tekstildesigner Margrethe Odgaard.

Det er et spisebord, hvis design er inspireret af det traditionelle kakkelbord, som består af kakler i keramik og et solidt træstel. Christina og Margrethes kakkelbord er en moderne fortolkning, idet kaklerne er lavet af træ og stellet af metal. Kaklerne har forskellige farver, og kan sammensættes på forskellige måder.

Under et ophold på SVK i december 2013 udviklede Margrethe kaklerne til bordet, og Christina er nu i gang med at konstruere stellet på Metalværkstedet.

Bordstellet har Christina designet, så det fungerer som forholdsvis neutral ramme om de farvestrålende kakler. ”Stellet er ret simpelt, for det må ikke stjæle opmærksomheden fra kaklerne, men jeg har alligevel tilføjet nogle små detaljer, som gør det visuelt interessant.”

Bordpladen består af en 2 millimeter tynd metalplade. På bagsiden har Christina svejset en tykkere ramme, der stabiliserer bordet og skjuler de metalhængsler, som benene sidder fast i.

Rundt om selve bordpladen skal der være en skarp, tynd ramme, der holder kaklerne på plads. Christina har valgt at lave ’huller’ i rammen omkring hjørnerne. ”Denne detalje gør det let at få fat i kaklerne, og blotlægger samtidig kaklerne så det ikke kun er den epoxybelagte overflade, der er synlig, men også det lyse asketræ. Samtidig fremhæves kontrasten mellem de bløde kakler og det hårde metal.”

Når alle delene er svejset sammen skal stellet pulverlakeres i en sart, silkeagtig grå.

Læs om Margrethes arbejde med epoxybelagte kakler i asketræ hér.