Hop til indholdet.

Projekt

Iris og Småtingsafdelingen + Otte Salmer

2017 / Billedkunst

I tekstilværkstedet udfordrer Tina Uhrskov serigrafiens uniforme massetryk og arbejder i stedet med unikamotiver i de store silkerammer. Hun eksperimenterer med vandmætning og raklernes farveopbygning i sine iris-tryk, hvis figurer skal indgå i udstillinger i Simeons Kirke og Cobra-rummet.

Mar. 2017

Motivet skal helst sidde i første tryk, forklarer Tina Uhrskov om dogmet for sine mandshøje iris-tryk. I praksis tillader serigrafirammerne det ikke hver gang, men hun kan lide at arbejde intens med sine figurers farveopbygning og undersøge mediet undervejs.

”Jeg vil gerne have de her helt klare afgrænsninger, som serigrafien kan give. Men jeg vil også gerne blande det med iristryk, hvor man blander farverne. Og så blander jeg det hele med vand, så jeg får spændingen mellem det vandige og de helt klare afgrænsninger,”  forklarer hun.

Unikatryk i silkerammer

Hvor silketrykket oftest bruges til at reproducere ensartede mønstre, arbejder Tina i stedet med unikatryk, der benytter rammernes særlige farvedistribution.

”Jeg vil gerne have trykkets overflade, hvor der ikke er struktur. Hvis jeg havde malet, ville den ikke have denne her uniforme overflade. Jeg kan godt lide at motivet og stoffet går i ét på den her måde.”

Trykkene skal indgå i udstillinger i Simeons Kirke og Cobra-rummet, så hun har brugt tiden i tekstilværkstedet til at nå så mange trykkeeksperimenter som muligt. Figurerne trykker hun på hør med vandopløselige pigmentfarver med en klar binder. Først klipper hun et figuromrids i manifoldpapir, der virker som skabelon under silketryksrammen. Herefter arbejder hun med farvelagene, så figurerne træder frem inden for skabelonkanten.

Eksperimenter med vand og stofmætning

I værkstedet har Tina undersøgt, hvordan trykket ændrer sig, når hun tilføjer vand under trykkeprocessen. Til tider mætter det stoffet, så farven kun lægger sig spredt på fladen, mens det andre gange fortynder og skaber sammenflydende farveplamager.

”Det er ikke en farve, der går ned i fibrene. Den ligger sig ovenpå,” forklarer Tina og peger: ”Jeg gjorde det her felt våd, for at den ikke skulle tage i mod farven ved ansigtet. Så er stoffet jo mættet.”

Eksperimenterne med vand arter sig til gengæld helt anderledes, når hun skifter trykkeunderlaget ud med papir. Her opstår i stedet en akvareleffekt, hvor farverne flyder ind i hinanden og skaber bløde farvegradueringer.

Farvebevægelser trukket med rakler

Meget af udtrykket for figurerne ligger i teknikken med raklerne, som Tina trækker over rammerne. I traditionel serigrafi ønsker man ofte en ensartet farveflade fra en bred rakel, men Tina arbejder i stedet med de farvespil, hun kan skabe ved at bruge flere forskellige mindre rakler.

”Her har jeg lagt prikker, og her kan man se, hvordan jeg har trukket. Jeg bestemmer det inden jeg går i gang. Om det skal være en stor eller lille rakel, og hvor meget den skal fylde. Jeg har en lille seddel: lyserød, lille rakel,” fortæller hun.

Hver farve skal trækkes med en ren rakel, som Tina bevæger i store runde bevægelser over rammen. I de mindre tryk har hun flere steder efterladt kanten fra raklen som en del af overfladen, mens de store holdes helt fri.

”Når jeg gør det på den her måde, er det mig der bestemmer. Jeg har brugt meget tid på at prøve ideer af.”