Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Med projektet INVISIBLE OBJECTS arbejder billedkunstner, Kristoffer Ørum, på at fremstille en række hverdagsobjekter med indstøbt elektronik i jesmonite til en udstilling på Prince Gallery. Sideløbende med det udformer han en arkitektonisk model til et udsmykningsprojekt på en folkeskole. 

Kristoffer arbejder hen imod en soloudstilling, som består af videointerviews samt hverdagsobjekter såsom rugbrød, mælk og spaghetti med indbygget teknologi. Hver af disse objekter indeholder en minicomputer, der udsender et trådløst netværk, som er manipuleret til at vise materialer fra en unavngiven, fiktiv subkultur. Kristoffer kombinerer således sin baggrund i billedhuggerfaget med sin interesse for programmering og elektronik.

Hverdagens usynlighed
Under sit ophold i atelier, plan 5 på SVK er Kristoffer ved at udforme støbeformene til sine hverdagsobjekter. Et rugbrød, en melon og en mælkekarton støbes i silikoneforme, og objekterne skal være hule, så elektronisk udstyr kan skjules indeni. Kristoffer indsætter derfor et stykke flamingo i formen, før han overhælder den med jesmonite. Materialevalget begrunder han med dets høje indhold af plastik, der sikrer at finere strukturer i formen ikke knækker. Flamingokernen ætser han efterfølgende væk med acetone. Objekterne skal males med en airbrush med håndmalede detaljer således, at de på afstand ser troværdige ud, men, ved nærmere eftersyn, afslører sig som ’falske’ objekter. Spaghettien udformer Kristoffer i FIMO-ler og ruller det igennem en pastamaskine, før det bages.

Kristoffer fremstiller desuden en række amorfe objekter, der sprøjtes ud i ekspansionsskum og skjuler en medieafspiller indeni. Denne tilkobles en tv-skærm, som viser interviews med en række anonyme medlemmer af en fiktiv subkultur, der ønsker at udfordre vores digitale kultur. Indholdet af interviewene er improviseret frem i løbet af en række workshops på baggrund af  Kristoffers instrukser. Interviewene henter inspiration fra egne oplevelser med de usynlige strukturer, der i stigende grad gennemsyrer vores digitaliserede hverdag.

Mobile skulpturer i kropsstørrelse
Fælles for Kristoffers værker er et ønske om at undersøge de systemer, der omgiver os. Til et udsmykningsprojekt på en folkeskole i Hillerød har han udformet en arkitektonisk miniaturemodel med farverige, mobile skulpturer, som eleverne selv kan flytte rundt på. Han har udarbejdet en idé til skulpturerne, så de svarer til de forskellige klassetrin i størrelse – dvs. de yngste elever skal bevæge de mindste skulpturer.

Bredt kunstnerisk samarbejde
For Kristoffer har det været nyt at samarbejde med flere forskellige aktører: han har fået assistance fra arkitekt, Tomas Skovgaard, til at udforme sin arkitektoniske model, og billedkunstner, Kasper Holm, har bidraget til at programmere de trådløse netværk. Gruppen af rollespillere har performet interviews under ledelse af dramatiker, Nina Runa Essendrop, mens tidligere DR-mand, Erik Nørgaard Gravesen, har optaget deres udtalelser.

”Det brede samarbejde har betydet, at jeg hele tiden kan holde den kreative proces åben og få værdifulde inputs fra de andre. På den måde tager mine objekter form alt efter, hvad vi finder ud af i dialog. Det har også været fantastisk at være i et hus, hvor jeg kan sparre med andre kunstnere ,” fortæller Kristoffer.

> Læs artikel om Kristoffer Ørums artist talk