Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Input/output- genopdagelse

Velkommen til SVFKs projektdatabase – en direkte udveksling af kunsteriske arbejdsprocesser.
Indtast navn, teknik eller materiale i søgefeltet og gå på opdagelse i mere end 2000 projektbeskrivelser.

Ruth Fabricius og Jesper Gundersens projekt tog sin begyndelse i New York i maj, juni og juli 2010. De skitserede og fotograferede byen, og disse indtryk bliver nu omformet til et udtryk på tekstiler.

Stoftrykkene bliver til unika værker, der ikke skal sættes i produktion, men måske udstilles. Det drejer sig om 12 tegnede motiver, som er printet på Statens Værksteder for Kunsts storformatsprinter og derefter fotograferet over på rammer til stoftryk.

Fabricius og Gundersen trykker på tre forskellige materialer: uld, silke og devoré. De trykker med en type farve, der er helt ny for dem, og som de selv blander, blandt andet trykker de farve med glimmer på uld. Efterfølgende varmebehandles stoffet for at binde farven.

Glimmeret kan ikke tåle tørretumbler, som ellers er en almindelig fremgangsmåde, men må blive varmebehandlet ud af huset eller eventuelt stryges på bagsiden af stoffet. Der er udfordringer i at trykke enkelte værker på mindre stofstykker i stedet for store baner af stof, hvis tyngde blandt andet holder stoffet på plads på trykkebordet. Ligeledes giver den nye type farve udfordringer, da eksempelvis glimmer-farven skal behandles anderledes end almindelig stoftryksfarve, og Gundersen/Fabricius har været nødt til at sætte en anden type væv i rammerne på grund af farven.