Hop til indholdet.

Projekt

I Imagined that Things Were Speaking

2016 / Billedkunst

I forbindelse med solo-udstillingen I Imagined that Things Were Speaking på MSU, Museum of Contemporary Art i Zagreb, er billedkunstner Nanna Debois Buhl igen rykket ind på SVK, hvor hun arbejder med fotografiske teknikker og finpudser udstillingen, der åbner i Kroatien til efteråret.

Aug. 2016

På udstillingen vil Nanna vise en række forskellige værker, som alle beskæftiger sig med samspillet mellem materialers liv, politiske beslutninger og byrum i forandring, bl.a. fra storbyer som New York, Bukarest og Zagreb. Gennem fundne objekter, undersøger hun de lag af historier og fortællinger, som knytter sig til et bestemt sted:

Det er nærmest en arkæologisk læsning af et sted med alle dets niveauer af historier og fortællinger, som jeg interesserer mig for.”

Nannas interesse for såvel analoge som digitale fotografiske teknikker bliver redskaber i hendes undersøgelse af byrummene og deres fortællinger:

Jeg tænker over, hvordan registrering af byrum kan udfolde sig fotografisk på mange forskellige måder.  Det er en pointe i sig selv at vælge den specifikke fotografiske teknik, som jeg synes passer til den givne situation og de givne materialer og spørgsmål.”

Fotografiske teknikker, som Nanna har valgt til dette projekt, er bl.a. cyanotopien, som hun tidligere har arbejdet med på SVK, i projektet Botanizing the Asphalt (CPH)og lumenprintet; begge analoge og kameraløse teknikker. Med deres flygtighed og nærmest spøgelsesagtige udtryk passer teknikkerne konceptuelt godt sammen med de foranderlige byrum.

Materialets stemme
Udstillingens titel refererer ikke kun til de historier, som de fundne genstande kan fortælle om, men også til materialernes egen stemme. I sin arbejdsproces starter Nanna ud med en bestemt struktur og nogle bestemte parametre for projektet, men senere lader hun materialerne være medbestemmende i processen, så der dermed også bliver plads til vilkårlighed. SVK har for Nanna været en rigtig god ramme for at give materialet stemme.

De første lumenprints foretog Nanna i Zagreb med afsæt i et værk af den kroatiske kunstner Zeljko Jerman, som findes på MSU museet; et lumenprint lavet i en badeanstalt i 1970’erne. For at fortsætte sine eksperimenter tog Nanna nogle brædder fra den nedlagte badeanstalt med til København. Hun fik sig dog en overraskelse, da hun fortsatte serien her. På trods af, at hun brugte samme teknik og materialer som tidligere, fik hendes prints en helt anden farvetone. I Zagreb havde de en blålig tone, mens de blev mere rosa-violette i København. Hun eksperimenterede derfor systematisk i både mørkekammer og i SVKs udendørs atelier, huggegården, med forskellige eksponeringstider, papirtyper og belysningsformer, indtil det rigtige udtryk blev fundet i sollyset.

”Dét, der er så fantastisk ved at være her er, at have tid og rum til at tage sine eksperimenter et skridt videre.  Ét er, at jeg fandt frem til, hvordan projektet skal tage sig ud, men jeg eksperimenteret med forskellige papirtyper, og ved nu hvordan de reagerer… Jeg har virkelig været nede at arbejde materialeteknisk.”

Sidste finpudsning
Med en model af det store udstillingsrum på museet i Zagreb har Nanna reflekteret over komposition, størrelsesforhold og farvesætning i forhold til selve monteringen af udstillingen:

Her i den sidste fase, kommer jeg så tæt på udstillingssituationen som jeg kan, før jeg er på museet.”

Atelieret på plan 5 har tilladt Nanna at eksperimentere med store formater. Hun har hængt en serie store cyanotopier op og udvalgt seks af de i alt ni værker. Serien afbilder arkitektoniske elementer fra bygninger, der er signifikante for de seneste årtiers byudvikling og forandringer i Bukarest. Hun ser cyanotopierne som en form for flag, hvor fragmenter fra det nye og det gamle regime præsenteres side om side.

Som en sidste finpudsning testes en stor video-projektion med montage af vinduesfacader fra et modernistisk boligbyggeri fra 1960’ernes Zagreb.